(Last Updated On: 8. juli 2019)

2020 er allerede sat på søkortet ved Rødvig Havn

Formanden for foreningen F.I.S.K., Jan Hansen, har smidt redningsnettet ud, og alt ser ud til at Rødvigs sankthansbål er sikret mange år frem.
(Foto: Klaus Slavensky)

Rødvig: Nej, kære læser, De læste ikke forkert.

Det omstridte og traditionsrige sankthansbål ved Rødvig strand går ikke i fisk, men foreningen F.I.S.K. har allerede nu besluttet sig til at overtage arrangementet.

Redningsmand Gustafson

Med kort varsel meddelte Roklubben Stevns, som i mange år havde stået for sankthansarrangementet, at tændstikkerne var røget i havnebassinet.

Restauratør Michal Gustafson fik nys om dette, og agerede som havde han fået ild i et vist sted, og gennemførte fluks en midsommerbålfest, som tiltrak flere mennesker end i mange år.

– Det kom helt bag på os, at der ikke skulle være sankthansaften i Rødvig, siger formanden for F.I.S.K., som gav årets redningsmand tilskud til arrangementet.

Flere Rødvig-foreninger var i spil som akut arrangør, og Rødvig Gymnastik og Idrætsforening erklærede sig villige til at prøve kræfter med bålfesten i 2020.

Syv mand sejrer

Men nu har bestyrelsen i F.I.S.K. besluttet, at de er friske på at sikre bålet i 2020.

– Vi er syv mand i bestyrelsen, og med venners hjælp skal vi nok klare det. Men selvfølgelig er flere rødvigforeninger hjerteligt velkomne til at deltage, lyder det fra formand Jan Hansen.

Han taler allerede om madboder, drikkevarer og underholdning, og bedyrer, at der ikke er tale om en enlig rødspætte, men et bål der bluser rødt mange år frem.

A for august

I august måned vil F.I.S.K. holde det første planlægningsmøde, og har man sagt a for august, så siger man også b for bål.

Så havhekse og strandtrolde gør klogt i at holde sig under horisonten.

sky

 

Skriv en kommentar