(Last Updated On: 11. maj 2018)

Friluftsscenen opfører dramaet om »Klokkeren fra Notre Dame«

Til venstre ses Lasse Mathias Holm-Jensen, der spiller ærkediakonen »Frollo«, i midten ses Sally Jensen, der spiller sigøjneren »Esmeralda«, og til højre ses Mikkel Olsen, der spiller klokkeren »Quasimodo«. Foto: Stevns Friluftsscene.

Boestofte: Historien om “Klokkeren fra Notre Dame” gik sidste år for fulde huse, som musical, på Fredericia Teater.

Nu opføres den på Stevns Friluftsscene, med tekst, sang og musik af selveste Sebastian.

Et brag af et jubilæum

Det bliver samtidig Friluftsscenens 30. sommerforestilling, som har premiere søndag d. 24. juni 2018 kl. 14.

Lige nu arbejder hele holdet på højtryk anført af instruktør Jens Damsager Hansen, og ny på holdet er Per Nørby Holm, der sørger for velklingende musik og sang.

Jaqueline Lillevang Hansen tager sig af koreografi, og aldrig før har der været så mange danse med.

Kulisserne lader sig heller ikke stå tilbage, ligesom kostumer og rekvisitter, lyder det fra Sophie Jørgensen fra Stevns Friluftsscene.

Billetter sælges allerede

Så der er ingen grund til at vente med at bestille billetter. Det kan ske allerede nu via www.stevnsfriluftsscene.dk, eller på mail: billetter@stevnsfriluftsscene.dk og på tlf. 26199957.

Billetter koster 125 kr. for voksne og 60 kr. for børn mellem 7-14 år. Derudover er det muligt at købe en skovturspakke, der foruden billet til forestillingen indeholder en lækker picnickurv fra Restaurant Harmonien med alverdens lækkerier til en person. Skovturspakken koster 275 kr. for voksne og 210 kr. for børn.

»Klokkeren fra Notre Dame« spilles på Amfiscenen ved Gymnastikefterskolen Stevns i Boestofte fra søndag den 24. juni til søndag den 1. juli.

sky

 

Skriv en kommentar