(Last Updated On: 2. november 2018)

Vinderfotoet, som Selma fra 8. klasse Skelbæk Friskole har taget. (Foto: Selma Halkjær Van Beest)

Magleby: De ældste elever på Skelbæk Friskole har op til efterårsferien deltaget i Kræftens Bekæmpelses undervisningsforløb X:IT og »Cool Uden Røg«.

– Vi har blandt andet lavet rygerforsøg, hvor man kan se, hvad der kommer i lungerne, og vi har talt om hvordan og hvad rygning påvirker, både på kort og lang sigt, fortæller Michelle Damskier, der er lærer på skolen.

Flere af eleverne har også deltaget i en fotokonkurrence, hvor eleverne har taget billeder af de mennesker, de synes er cool. Med billederne kunne de deltage i en konkurrence om en oplevelse for hele klassen eller skolen.

Det valgte bl.a. Selma fra 8. klasse af gøre, og hun indsendte et rigtig godt og kunstnerisk skud af en cool person. Til billedet havde hun skrevet følgende begrundelse:

»Personen er cool, fordi han er mega god til at lave en baglænder, og syntes selv det er mega cool!«

Og hendes billede blev udtrukket som vinder i Region Sjælland.

Overrasket til morgensamling

Her modtager en overrasket Selma en check på 5.000 kroner fra Anny Borch Jensen fra Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling på Stevns. (Foto: Rikke Michael Hansen)

At Selma havde vundet med sit flotte foto, fandt hun dog først ud af fredag morgen i sidste uge.

Alle elever var til fælles morgensamling i den store sal på Skelbæk Friskole. Traditionen tro blev der sunget fødselsdagssang for de elever, der fyldte år, derefter var der fællessang – på engelsk – og så blev en hemmelig gæst budt velkommen.

Det var Anny Borch Jensen, formand for den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse, som kunne fortælle den gode nyhed, at Selmas fotos har vundet Cool Uden Røg i Region Sjælland.

Med sig havde lokalformanden en check på 5.000 kroner, som hun overrakte til en glad og overrasket Selma, som nu skal beslutte, hvad klassen skal bruge den flotte præmie på.
rmh

Skriv en kommentar