(Last Updated On: 17. december 2018)

Linus Grønbek Hansen, som her er flankeret af Ida-Marie Lykkegaard Klem og Esther Kirstine Iris Nielsen, er tre af 100 elever på Strøbyskolen, som i sidste uge lavede skoleavis om FN’s Verdensmål. (Foto: Klaus Slavensky)

Strøby Egede: 7.-klasseeleverne på Strøbyskolen forstår at gå ind i sin tid.

Samtidig med sidste uges internationale klimatopmøde COP24 blev afholdt i Katowice i Polen, lavede de skoleavis om klimaet.

Det er nu eller aldrig

Skolens lærere havde forberedt temaet ud fra FN’s Verdensmål om bl.a. klima og bæredygtig energi.

– Vi har før deltaget i Avisen i Undervisningen, og denne gang dropper vi webavisen og koncentrerer os om en trykt avis, så eleverne lærer noget om layout, at bruge word-program og forberede interviews, forklarer Lizette Kirstine Raun Nedergaard, som er en af lærerteamet bag projektet.

Elevernes temaarbejde med klima har fået overskriften ”Nu eller aldrig”.

Rigtige reportere

Tre af eleverne er Linus Grønbek Hansen, Ida-Marie Lykkegaard Klem og Esther Kirstine Iris Nielsen, som alle er 13 år.

– Vi skal lave fire aviser, og vi har forskellige opgaver. Nogle skal besøge økologiske gårde, andre Rema og Netto, siger Esther.

– Vi skal f.eks. interviewe en skobutik om bæredygtighed, om imprægnering og genbrugsmaterialer, supplerer Ida-Marie.

– Vi skal også tale med folk i kommunen, om hvordan Stevns lever op til verdensmålene, siger Linus.

Starter med avislæsning

Skoleeleverne skal både arbejde med research, interview, reportage og baggrundsartikler, og så skal de selv lave det grafiske med opsætning og billedvalg.

– Vi inddrager det tværfaglige, fortæller Lizette Nedergaard.

– Hver morgen læser eleverne aviser, lærer om layout i 10 forskellige grupper for hele årgangen, slutter hun.

Skoleavisen blev færdig fredag i sidste uge, og er dermed et godt oplæg til f.eks. ’C40 Mayors Summit’, hvor 96 af verdens ledende klimabyer mødes i København i efteråret 2019, for drøfte de store klimaproblemer.
sky

Skriv en kommentar