Alvorligt budskab på en sjov måde

Fem glade instruktører med Strøbyskolens bag på en vinderfilm om at kunne redde liv. Fra venstre: Adam Sylvester Jensen, Asbjørn Skrydstrup Scheef, Anders Heinz Mortensen, Carl-Emil Sylvest Andersen og Eigil Mandrup Horsbøl. (Foto: Klaus Slavensky)

Strøby Egede: I samarbejde med Trygfonden og Lommefilm har elever fra Strøbyskolen produceret film om livreddende førstehjælp.

Stevns har 68 hjertestartere

Ifølge Hjerteforeningen rammes hvert år ca. 3.500 mennesker i Danmark af hjertestop.

I 2001 var der under fire pct., som overlevede, i dag er det over 12 pct. der overlever. Det skyldes ikke mindst de mange hjertestartere, men også at f.eks. skoleelever har tilegnet sig en førstehjælpskultur.

På Stevns er der 68 hjertestartere, heraf er 52 døgnåbne, og en af disse havde “hovedrollen” i mange af de 10 film, som Strøbyskolens 7. klasses elever producerede den 31. januar, som led i en landsdækkende konkurrence.

10 fine kortfilm

Over 100 elever var samlet i skolens kantine for at finde en vinderfilm, der kan tage kampen op med fire andre skoler på Sjælland.

Flere af filmene havde et tema med en ven som faldt om, og flere viste også skolens hjertestarter, og så blev det landsdækkende alarmnummer 112 slået fast igen og igen.

Det var de humoristiske film som toppede, således også “Hjertestoppet”, som fik hele 31 pct. af stemmerne.

Vinderfilmen var lavet af fem 13-årige elever fra skolens IT og film valghold.

– Vi satsede på komedie, fortæller Adam, Asbjørn, Anders, Carl-Emil og Eigil, og lægger sig dermed tæt op ad komediemesteren Dario Fo, der sagde: “Vil du proppe alvor i en mand, skal du få ham til at åbne munden af grin.”
– Budskabet måtte ikke blive for tungt, det skulle laves på en sjov måde, fortalte de glade vindere.

Kæmper om regionssejr

Valgholdets lærere, Trine Mansa og Peter Steen, fortæller at de tidligere har undervist elever i kampagnefilm, bl.a. forældreintro til både indskoling og udskoling.

Men det er første gang, at Strøbyskolen er med i Lommefilm og Trygfondens dyst om at blive regionens bedste lommefilm. Alle film er på max 45 sekunder.

Lommefilm har specialiseret sig i at bruge sekundkorte film på mobiler og tablets.

– Det er tredje gang vi engagerer eleverne i at producere et værktøj om livreddende førstehjælp, fortæller instruktør Jeppe Rhode.

Vis lokalpatriotisme og sms

Strøbyskolens “Hjertestoppet” ligger på www.lommefilm.dk under temaet “Du kan redde liv”. Stem her.

Her kan man udvise lokalpatriotisme og sms-stemme på stevnselevernes bidrag ugen ud.

Hvis Strøbyskolen vinder, så får de unge lokale filminstruktører, og deres skolekammerater, en festlig biograftur.

Så find mobilen frem…

sky

Se filmen her: Hjertestoppet

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.