(Last Updated On: 6. september 2018)

Skulpturparken med de ti skulpturer er første del, som vil stå klar. Fernisering er den 8. september på Kronhøjvej. Senere på året følger kridttavlen, mens bord-bænkesæt kommer til i foråret 2019

Her et modelbillede af et af områderne i den nye skulpturpark. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Arbejdet med den nye skulpturpark ved Kronhøjvej er i fuld sving. For nylig blev de ti kunstnere udvalgt, og de arbejder i disse dage på højtryk ved Stevns Fyrcenter. 14 dage har de fået til at lave skulpturerne.

Materialet, som de har fået stillet til rådighed, er det såkaldte ’grainstone’, som er den hårdeste del af kalkstenen. Blokkene er fundet i Faxe Kalkbrud.

– Mindestenen udført af Niels Larsen Stevns, som står i Højeruplund, er lavet i samme materiale, oplyste projektleder Charlotte Mannstaedt til et informationsmøde for Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening medlemmer, som hun gav en status på projektet.

Hun fortalte også, at nogle af kunstnerne desuden anvender støbeteknikker med hvid cement iblandet kridtsten og flint, sværtet træ, plexiglas samt kalkmaling som effekt.

Skulpturerne bliver overfladebehandlet med kalkvand for bedre at modstå vind og vejr.

Den 8. september vil alle ti skulpturer være på plads i den nye park, og hele byen er inviteret til fernisering på græsset ved Kronhøjvej fra kl. 14.30.

Kridttavle og 3.000 kridt

Kridttavlerne, som alle er sponseret af Bygma i Store Heddinge, bliver i det vejrbestandige materiale 6 mm. cembrit facadeplader, malet med grøn tavlelak. Det er planen, at tavlerne – for der bliver flere, nogle helt rektangulære, andre skåret ud i organiske former og placeret mellem de lige stykker – vil blive sat op langs Ved Rådhuset; stort set hele vejen fra Café Stevnen til Kronhøjvej.

– Vi afholder en workshop i oktober, hvor borgerne kan deltage og tegne deres fortolkninger af bryozer, kokkolitter mm, som skal være de organiske dele af tavlen, sagde Charlotte Mannstaedt, som forventer, at tavlerne bliver opsat inden udgangen af november i år.

For øvrigt produceres der i øjeblikket 3.000 stykker håndlavet kridt, fra Stevns Klint, som vil kunne købes i byens butikker. Det er den lokale kunstner Connie Vies, som producerer de mange stykker skrivekridt.

Siddeområder

En park må gerne have nogle opholdsområder, og det er der naturligvis også indtænkt i planerne. Det lokale firma Tingtegneriet fra Frøslev designer to grupper af borde-bænke sæt, som skal stå klar til foråret 2019.

– De bliver i et stramt design, så de ikke forstyrrer skulpturerne. Nogle bliver permanente, andre kan flyttes, og så bliver fladerne af egetræ, gerne med lokalt træ, hvis det er muligt, oplyste projektlederen.
rmh

 

Skriv en kommentar