(Last Updated On: 15. januar 2018)

Se billederne fra en festlig aften på Nytorv, med partytelt, ski outfits og sneskum. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Fredag aften blev årets første udsalgsdag fejret med manér: Et vaskeægte Afterski Party, så de mange udsalgsgængere kunne restituere med øl, pølser og god musik på Nytorv.

Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening havde sørget for stort partytelt med alt, hvad der hører til en Afterski-fest. Der var diskokugler og kulørte lamper, træbar, træborde og langbænke, fadølshaner og schlagermusik i højtalerne.

Udenfor var der kø til de varme pølser, og torvet var stemningsfuldt pyntet med juletræer og boder, som sneen dalede ned over. Fra den ene bod blev der solgt skoldhed glühwein – og den var ifølge gæsterne vel doseret.

Flere troppede op i ægte skimundering, med varme og farverige dragter, hjelme og naturligvis den obligatoriske skibrille.

Til venstre ses Tine Poulsen, som snart drager på skiferie med familien.

Og som en af festdeltagerne, Tine Poulsen fra Store Heddinge, sagde:

– Det er helt fantastisk, det her. Jeg håber sådan at det bliver en fast tradition med et vinter by night i Store Heddinge.

Hun skal snart på skitur til Østrig sammen med sin familie, og nu glæder hun sig endnu mere til at komme afsted.
rmh

 

Skriv en kommentar