(Last Updated On: 10. maj 2019)

Flaget gik til tops, alle stod op og sang med på nationalsangen, og dermed var Solgårdsparkens sæson 2019 i gang.
(Foto: Klaus Slavensky)

 

Strøby Egede: Den 5. maj. Danmarks befrielse var også dagen for flagrejsning i Solgårdsparken.

Romantisk og smukt

Henved 100 var mødt frem i den smukke park, som holdes flot vedlige af over 40 frivillige, som mødes hver onsdag for at alle stevnsboere har et rekreativt område at glæde sig over.

Dagen før var der fotografering af et brudepar ved Prins Paris Tempel ved Tryggevælde Å.

Stedet tiltrækker et stigende antal brudepar, men også mange arrangerer frierier ved åbredden, og det er helt forståeligt, fordi både templet og parken er meget romantisk og smukt.

Lidt at varme sig på

Formanden for Solgårdsparkens Venner, Carl ’Olli’ Pedersen, bød velkommen til flagrejsningen ved at ringe med klokken, som bar inskriptionen „qui me tangit vocem meam audit”, som betyder noget i retning af: ’de skal høre min stemme’.

Alle hørte derefter formanden glæde sig over det flotte fremmøde, selv om temperaturen kun stod på fem grader. Til gengæld havde han fået morgenbrød fra Bager Bruno i Strøby Egede og lidt at drikke fra Rema, og selv om formanden ved en fejl havde taget portvinsglas med i stedet for de mindre snapseglas, så lød fejlen ikke til falde i unåde hos de fremmødte, som alle kunne trænge til lidt ekstra at varme sig på.

Mangler yngre kræfter

Carl ’’Olli’ Pedersen bekymrede sig for fremtidens arrangementer i Solgårdsparken, idet gennemsnitsalderen for aktivisterne er 76 år.

Det sås også af de grås komsammen ved de nymalede grå borde.

– Der mangler yngre kræfter Vi har brug for et generationsskifte, lød det fra formanden, som også forklarede at der af samme grund kun var planlagt to musikarrangementer i år i stedet for de fire som man plejer, og som tiltrækker mange tusinder hvert år.

„Solgårdsparkens pris”

Det kan godt være, at flertallet af de 100 fremmødt var grå i toppen, men var stemmerne var lyse og klare, da de sang med på John Høst Schmidts hyldestsang til „Solgårdsparkens pris”, og bagefter „Der er et yndigt land”, mens flaget gik til tops, og solen skinnede gyldent i de rød-hvide farver.

Så den kølige morgenstund forsvandt med fyldte portvinsglas, dejligt morgenbord og folkevarme, som stod godt til parkens kønne vårgrønne farver.

sky

Skriv en kommentar