(Last Updated On: 6. august 2018)

Jens Peter Ritter snitter halm. Her med en Taarup grønthøster trukket af hans David Brown 880 traktor. (Foto: Kim Knudsen)

Endeslev: Måske vil de fleste marker være høstet og endda pløjet, når datoen rammer lørdag den 11. og søndag den 12. august. Men der vil dog være en uhøstet plet på Holtelandsvej 9 i Endeslev, for den skal bruges, når Veteran Traktorens Venner inviterer alle til Historiske Høstdage.

Her kan hele familien opleve, hvordan man brugte høstmaskiner i gamle dage.

– Alt efter vejret vil der blive arbejdet med mejetærskere, tærskeværk, selvbinder, harve, plov og diverse andre veteranredskaber. Man kommer helt tæt på de historiske maskiner, som vedligeholdes løbende og derfor er fuldt funktionsdygtige, fortæller Jens Peter Ritter fra foreningen.

Børn, forældre og bedsteforældre kan begge dage fra kl. 10 til 16 få fornøjelse af at se, hvordan tingene foregik, ’dengang farfar var ung’.

Adgangen er gratis, mens kaffe, kage, øl, vand og pølser med brød kan købes til særdeles favorable priser.

Veteran Traktorens Venner er en forening af cirka 70 frivillige entusiaster fra Syd- og Midtsjælland samt Sydhavsøerne, som alle brænder for gamle traktorer, mejetærskere, maskiner og redskaber.
rmh

 

Skriv en kommentar