(Last Updated On: 20. juli 2017)

Den 21. november er der kommunalvalg. Der skal vælges ny kommunalbestyrelse, som de næste fire år skal bestemme, hvad borgerne får for deres skattepenge.

Derfor har Stevnsbladet lavet en serie, hvor vi undersøger, hvad vi får for pengene, og hvor vi præsenterer en række af de medarbejdere, der servicerer borgerne på Stevns.

Kommunen er ikke kun et rådhus og en besked på e-boks. Den er et ansigt, en person, et menneske, som kan et fag, der gavner os.

I uge 26 besøgte vi kulturkonsulenten.

Kommunen er også Morten

Hvad er kultur? Det spørgsmål er blevet debatteret, siden før myten om Klintekongen blev skabt. Hartvig Frisch gav svaret: »Kultur er Vaner«, og definerede kultur som tradition, sammenhæng og udvikling, og det åbner jo en ladeport af muligheder. Måske er det derfor, at Stevns kommune benytter et ’f.eks.’ foran deres bud: musik, teater, film, børnekultur og udstillinger.

Når man taler med kommunens kulturkonsulent, så spilles der på en langt større bane. Han er f.eks. den, som på kommunens vegne overtager ansvaret for Boesdal Kalkbrud, syd for Stevns Klint, og som omfatter et 15 hektar stort naturområde.

Kært barn: Ambassadør, koordinator …

Indtil besøgscentret for Unescos verdensarv bliver indviet, så afholder vi en række midlertidige aktiviteter omkring Pyramiden, fortæller Morten Andersen. Der er planlagt tre forskellige kulturfestivaler med overnatning og fokus på elektronisk musik i juli, august og september.

Morten har ikke selv den store kærlighed til electronica. Han er mere til jazz og USA-rock a la Bruce Springsteen. Men det er et miljø, som man ikke skal underkende, siger han diplomatisk. Ingen tvivl om, at han er det brede kulturudbuds ambassadør.

Hans baggrund er en BA fra RUC i Performance Design og i Byplanlægning. Undervejs var han i fire år kulturkoordinator på Køge Gymnasium, og siden 2015 har han bestridt jobbet som kulturens tillidsmand i Stevns Kommune.

Der er både faste gøremål og ad hoc-opgaver i Mortens hverdag. Han finder stor glæde ved at være sparringspartner for de mange foreninger på Stevns, som blandt andet udstiller kunst, afholder musikarrangementer, laver kunstinstallationer, arrangerer medieevents.

Vartegn for natur- og kulturperler

De lokale kulturaktører er en af Mortens daglige bindeled til stevnsboerne. En anden gruppe er turisterne, og han samarbejder med flere instanser for at fremme såkaldte velkomsttiltag.

– Turisterne har et behov for et sted hvor de kan orientere sig, et sted hvor de mange natur- og kulturperler på Stevns kan bindes sammen, kommer det ivrigt fra Morten, der uddybende fortæller om nye røde platforme, hvor gæster kan læse om det sted, de besøger, og hvad de kan opleve her. Der er også opstillet betonpyloner som et vartegn på kommende aktiviteter, som f.eks. det nye besøgscenter i Boesdal. Pylonerne kan flyttes, og indholdet ændres, når behovet for information ændrer sig.

Morten har en stak papirer foran sig. Årshjul, kalder han det, og det indeholder en oversigt over de mange aktuelle og kommende aktiviteter. I september er der f.eks.

Veteranernes Flagdag, som også betyder noget personligt for den tidligere garder, fordi det er en dag, der markerer en anerkendelse af soldaterne, hvoraf mange i dag er håndværkere. Cirka 130 veteraner bor på Stevns.

Billedskole på vej for børn

Der er også lokale og regionale indsatser om børnekultur i samarbejde med bibliotek, museum og musikskolen. Der skal også etableres en billedskole i Hårlev.

Morten administrerer desuden kulturpuljen for unge. 50.000 kroner per år.

– Mange unge fra Stevns bruger kulturtilbud i Køge, derfor skal vi skabe kreativitet på Stevns. De unge kan bare kontakte mig, nul formel ansøgning. Det kan være støtte til en skaterampe, alt muligt.

Kulturkonsulenten oplyser, at der i 2018 vil blive skabt en aktionsagtig festival, “Fyr den af”, der vil være et kulturfyrværkeri, som kun er begrænset af fantasien. Og så hensynet til andre borgere. Det hensyn tages også via nabodialog med dem, som f.eks. bor tæt på støjende techno-festivaler.

Hooked på amerikansk kultur

Morten skal videre i dagens program. Av-udstyret på Stevns Fyr skal klargøres, forberedende møde afholdes om diverse aktiviteter, der vedrører fyret, hvor Morten agerer som kurator.

Og fritiden for en 28-årig kulturkonsulent? Koncerter og teater, lyder svaret.

– Jeg har en barnlig fascination af amerikansk kultur. Har rejst meget i USA. Elsker alle mulige tv-serier. Litteratur? Jo, Jonathan Franzen, som skrev hittet “Freedom”.

»Ingen kultur kan overleve, hvis den forsøger at være den eneste«, sagde Mahatma Gandhi, og den tænkning lader det til, at både Stevns Kommune og Morten er enig i. Kulturpuljen gives til nyskabende kulturelle, mangfoldige aktiviteter. Dermed bliver kulturen til et ekko af dens historiske stamme, skaber resonans og forener os. Det er på Stevns Mortens fortjeneste.
sky

Fakta om midler til kulturformål

  • Der er i 2017 et budget til al kulturel virksomhed på 5.052.000 kr.
  • Heraf til museer 2.622.000 kr.
  • Heraf til teatre 107.000 kr.
  • Til andre kulturelle opgave 344.000 kr.
  • Til Kulturpuljen 428.000 kr.
  • Til Boesdal Kalkbrud, Stevns Fyr og Stevnsfortet 1.051.000 kr.
  • Til øvrig drift er afsat 500.000 kr.

Kilde: Stevns Kommune

Tidligere artikler i serien:

Skriv en kommentar