(Last Updated On: 16. marts 2018)

Lars Hannibal og Ghita Nørby trak fulde huse i 2017.

Store Heddinge: “Kritik tåles, men med måde”, lød det fra formanden Poul Erik Madsen, da han aflagde beretning på Kulturforeningen Spilledåsens generalforsamling den 25. februar.

Det var en spøgefuld bemærkning, men der var heller ingen grund til at kritisere Spilledåsens store indsats for at bringe kulturelle oplevelser til Stevns.

Økonomisk trængt

Generalforsamling blev afviklet i Snurretoppen i Algade 32, hvor så mange af årets arrangementer foregår.

– I løbet af næsten et kvart århundrede har Spilledåsen arrangeret og afviklet i omegnen af 300 musikarrangementer for et publikum, der er gået hjem med smil på læben efter at have mærket, hvad en god musikalsk oplevelse i samvær med andre kan betyde for menneskeligt velvære, lød det fra Poul Erik Madsen.

Det er på trods af, at det statslige tilskud i 2015 reduceret fra 75.000 kr. til 50.000 kr. Og fraværet af økonomisk støtte fortsatte da Kulturstyrelsen gav afslag på støtte til 2018-koncerter.

Støtte fra kommunen

Stevnsbladet har haft kontakt med konsulent Steen Bochis fra Statens Kunstfond, som oplyser, at Spilledåsen kan søge enten honorarstøttepuljen eller puljen Koncertvirksomhed, som også er honorarstøtte, men beregnet for mindre foreninger med op til 10 støttede koncerter årligt.

Men heldigvis kommer der lokal støtte:

– Det er vor glædelige erfaring, at Spilledåsen altid har haft Stevns’ kommunens positive bevågenhed. Blandt andet udmøntet gennem tildeling af et fast årligt støttebeløb. Uden dette: ingen Spilledåse, lød det fra Poul Erik Madsen.

Store navne gæster Stevns

Den lokale presse har løbende omtalt de musikalske arrangementer som i 2017 havde navne som f.eks. Kansas City, Søs Fenger med band, Ghita Nørby og Lars Hannibal samt Anne Dorthe Michelsen og Billy Cross.

I løbet af foråret 2018 vil navne som Alex Riel/Stefan Pasborg “Universe” feat. Anisette, og nogle af de garvede musikere fra Shu-Bi-Dua stå på programmet.

Ni der arbejder for musikken

Spilledåsens bestyrelse består i fremtiden af formand Poul Erik Madsen, næstformand: Rolf Persson, kasserer: Lars Reimar, sekretær: Lars Jeppesen, booker: Niels Christensen og PPR ansvarlig Britt Kjær.

Derudover er der Tommy Ebbesen og suppleanterne Søren Hald og Karin Christensen.

sky

 

Skriv en kommentar