(Last Updated On: 13. juli 2018)

Världens Band fra Sverige trak fulde huse sidst de besøgte Store Heddinge.

Stevns: Så er plakaterne her. Kulturforeningen Spilledåsen præsenterer sit nye efterårsprogram.

Alle gode gange tre

Programmet starter den 28. august og slutter den 11. december. Det består af fem koncerter, hvoraf tre af dem er bands og solister, som tidligere har besøgt Spilledåsen.

Det drejer sig om Världens Band fra Sverige, der består af 15 farverige musikere fra syv lande på tre kontinenter. Crooneren Erann DD kommer med band, og så stille DR’s Big Band op for tredje gang med showet: Merry Christmas, Baby, når julefrokosterne er i fuld gang.

Det er det sikre repertoire denne gang, fordi Kulturministeriet ikke gav det stevnske spillested tilskud i 2018. Men humøret i den frivillige bestyrelse er positiv:

– Det er altid det bedste program, indtil nu, siger næstformand Rolf Persson.

– Det bliver fine koncerter, og vi tror på mange udsolgte huse, lyder det fra Poul Erik Madsen, som er formand for Spilledåsen.

Problemer med tilskud

Kulturstyrelsen mente, at Spilledåsen ikke gav nok plads til den eksperimenterende musik.

– Men det er jo Stevns, siger formanden, og henviser til 24 års erfaring med konceptet.

– Hvis vi skal lave avanceret musik, så kan vi ikke kalkulere med udsolgte huse, og så er vi nødt til at få tilskud, så det hænger sammen, siger Poul Erik Madsen, der har søgt Stevns Kommune om underskudsgaranti, men stadig ikke har fået et svar.

Publikum bakker op

Tre ud af syv koncerter var udsolgte sidste år. Men foråret i år gav et underskud på 16.000 kr. Alligevel var der over 800 publikummer.

Bestyrelsen håber på flere til efterårets program, hvor også Ann-Mette Elten fra På Slaget 12 giver en akustisk koncert, og så kommer Basement Jazzband og giver god traditionel jazz på Harmonien.

Så endnu er der musikglæde på Stevns.

sky

Spilledåsens koncerter efteråret 2018

Världens Band: Tirsdag 28. august kl. 20 i Snurretoppen

Jazz møder verdensmusik. Transglobal Roots Fusion kalder bandet sin musik, som forener indiske musiktraditioner med svensk og skotsk folkemusik tilsat nordafrikanske rytmer og israelsk klezmer, så musikalske og kulturelle grænser nedbrydes.

Ann-Mette Elten: Onsdag 26. september kl. 20 i Snurretoppen

Forsangeren i På Slaget 12 kommer til koncert sammen med sin mand Niels Kierkegaard og leverer et blandet program af populære 50’er og 60’er hits og meget mere af samme slags.

Basement Jazzband: Lørdag 27. oktober kl. 18.30 på Harmonien, Rødvig

Det erfarne jazzkapel med musikere fra Østsjælland spiller traditionel swing og New Orleans-musik. Musikerne har optrådt adskillige steder i lokalområdet og er populære gæster hver sommer i Hugo’s Gård i Køge.

Erann DD med band: Tirsdag 13. november kl. 20 i Snurretoppen

Genren er stilsikker blød pop fremført af en stor croonerstemme. Erann DD spillede for fuldt hus, da han sidst gæstede Spilledåsen. Her var ét af hans sikre hits det nummer, som han skrev til kronprinsparrets bryllup i 2004.

DR’s Big Band med Bobo Moreno og Szhirley: Tirsdag 11. december kl. 20 i Snurretoppen

Det er tredje gang, at Spilledåsen præsenterer DR’s Big Band og deres show: Merry Christmas, Baby. Der står 19 mand på scenen, og vokalisterne: Bobo Moreno & Szhirley sørger for at synge julen ind med kendte sange.

Se mere om priser og billetbestilling på www.spilledaasen-stevns.dk

 

Skriv en kommentar