(Last Updated On: 13. august 2019)

Portræt af en radiovært

Inge Mathiasen foran indgangen til Stevns Lokal Radio, som i forrige uge gik i betalingsstandsning.
(Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Hvad får en regnskabsassistent, som er udlært fra Køge Trælast til at sætte sig bag mikrofonen i 1996, og blive en elsket stemme i Stevns Lokal Radio?

Svaret er Inge Mathiasen, for når man er Inge, så engagerer man sig der hvor der er et spændende fællesskab.

Født i Canada

Det stod ikke i krystalkuglen, at Inge Mathiasen skulle bo så forskellige steder som på Amager, Karise, Køge og endelig på Stevns.

Hun er født i Canadas 8. største by Vancouver, som er en af de canadiske byer med størst sproglig og etnisk diversitet, og som ofte nævnes som en af verdens fem bedste byer inden for livskvalitet.

Og livskvalitet har Inge altid haft som varemærke, også selv om hun kæmper med Parkinson.

Fan i Ohio, USA

Familien stammer fra Stevns, og Inge Mathiasen har rødder på begge sider af Tryggevælde Å, men morforældrene valgte at emigrere, men hun og hendes forældre returnerede til Danmark, da hun var nu år gammel. Hun har dog stadig familie i Canada.

– Jeg besøgte dem senest i 2008, og jeg holder det engelske ved lige. Da jeg bestyrede udsendelsen “Countrytimen” fik jeg en fan i Ohio. Han er dybt ulykkelig over at radioen stopper, men jeg holder kontakt med ham, og jeg sendte også en hilsen på engelsk til ham i den sidste udsendelse, fortæller Inge Mathiasen.

Aktiv alle steder

Selv om lokalradioen sandsynligvis er lukket for altid, så er Inge klar igen, om end hun erkender at ting har sin tid.

– Jeg har været med i Stevns Amatør Scene, i Store Heddinge Antenneforening og Café Stevnens Venner, og jeg er med i Parkisonsforeningen Øst, lyder det fra den stadig aktive stevnsfrivillige, som blev verdenskendt på Stevns som vært på bl.a. Stevnstoppen.

– Jeg fandt på, at markere musikeres fødselsdage før P5 på DR gjorde det, smiler hun beskedent.

Synger også i kor

Inge har ingen grund til at underkende sit radioarbejde, idet hun ligesom kollegerne har lagt mange dages energi i studiet hver eneste uge i årevis.

– Det tager tid at forberede en udsendelse, men jeg kan lide f.eks. at have lavet “Med venlig hilsen” og læse lytterønsker op, selv om jeg personligt foretrækker opera og mere klassisk musik, siger hun, som har sunget siden hun var barn, og også været med i sangkor i Karise, i Køgekoret, Tryggevældekoret, Stevnskoret og Pensionistkoret.

– Jeg deltager også i landsstævner for kor, og jeg synger altid, også når jeg gør gymnastik, siger 2. sopranen.

Vil skrive erindringer

Der er ikke meget tid til at græde over lokalradioens lukning, for hun er i fuld gang med at forberede pendlerklubbens næste komsammen, som er en gruppe mennesker hun kender tilbage til den gang hun pendlede frem og tilbage fra Stevns til sit arbejde.

– Men nu får jeg tid til at arbejde med mine erindringer, som jeg straks oversætter til engelsk af hensyn til familien i Canada, fortæller hun, og minder har hun mange af.

Barndommen. Operature. Blokføjtesamspil, hvor hun spiller basfløjte.

Kampen mod sygdom

Inge Mathiasen og Deres udsendte synger sammen arien Nattens dronning fra Mozarts Tryllefløjten, og taler videre om hvad fremtiden skal bringe.

– Jeg er blevet opfordret til være med i Ældrerådet, i højskoleforeningen og andre steder, men lige nu tæller gymnastikken mest, da jeg skal vise parkisonsygdommen hvem som bestemmer.

Det gør Inge, ingen tvivl om det. Forleden forcerede hun Skovtårnet ved Gisselfeld, som er 45 meter højt. Det var en sejr.

„Hende kender jeg”

Der er ingen tvivl om, at den tidligere radiovært har bibeholdt sit positive sind, og i dag møder hun lige så meget hjælp og velvilje fra folk, som hun selv gavmildt har givet til andre i årevis.

– Forleden var jeg i Café Stevnen for at spise, og der sad en blind mand, som straks sagde: “Hende kender jeg”, da han hørte min stemme.

Han kendte Inge fra lokalradioen. Og det kan godt være at hendes stemme er forsvundet fra FM-båndet, men Inge Mathiasen er her endnu.

sky

 

Skriv en kommentar