(Last Updated On: 25. marts 2019)

Stevns: Igen i år deltager Stevns Kommune i den landsdækkende affaldsuge fra den 25. til 31. marts. Det bliver en uge med fokus på oprydning og opsamling af affald i naturen i hele kommunen.

Ugen kulminerer med den store affaldsindsamling søndag den 31. marts, som arrangeres af Danmarks Naturfredningsforening.

– Affaldsugen er et rigtig godt initiativ. Jeg er stolt af, at vi i Stevns Kommune støtter op om initiativet, og at der er så stort et lokalt engagement rundt om i kommunen for at passe godt på vores natur, fortæller formanden for Plan, Miljø og Teknik, Flemming Petersen (V), der glæder sig til søndag, hvor han selv og flere af hans kolleger i kommunalbestyrelsen deltager i den store affaldsindsamling.

Aktiviteter i kommunen

I løbet af ugen kører Materielgården langs de større veje på Stevns og samler affald.

Skoler får mulighed for at inddrage viden om affald i undervisningen – både gennem computerspil (Waste Miners) og et besøg hos Argo (for eksempel på Energitårnet i Roskilde).

Derudover har Stevns Kommune inviteret det stevnske foreningsliv til at hjælpe med at samle affald rundt om i kommunen. Som tak for hjælpen, kvitteres med 3000 kroner til de foreninger, der deltager.

I alt har 19 foreninger tilmeldt sig. Eksempelvis: Holtug Borgerforening, Modeljernbane-klubben Stevnstoget, Stevns-Nord Spejderne, Klima- og energigruppen, Østsjællands Biavlerforening og Rødvig Roklub.

Store Affaldsdag

Om søndagen er der indsamlingsarrangementer tre steder i kommunen: Rødvig Strand, Prambroen og Store Tårnby.

– Det er vigtig, at få sat fokus på problemet med affald i naturen og reelt burde det ikke være muligt, at finde affald andre steder end i en affaldsbeholder. Affald er desuden en vigtig ressource som skal genbruges og ikke ligge i naturen. Ud over at det ikke er pænt, så er affald til stor skade for dyrelivet og miljøet, og det kan for nogle typer affald tage millioner af år for det at blive nedbrudt, oplyser formanden for Danmarks Naturfredningsforening Stevns, Michael Løvendal Kruse.

Vil man gerne med til en af de lokale indsamlinger, kan det sagtens nås. Bare mød op på det aftalte sted og tidspunkt for indsamlingen. Se nedenunder for mere information.
rmh

Tre affaldsarrangementer

Søndag den 31. marts er der ’Store Affaldsdag’ med affaldsindsamling tre steder i kommunen

Det er i Rødvig, Store Tårnby og Strøby Egede – og alle kan være med.

Danmarks Naturfredningsforening Stevns er vært for to af arrangementerne, der begge er fra kl. 10.00 til 12.30.

Mød op enten ved:

  • Øststranden ved Rødvig
    eller
  • Prambroen ved Strøby Egede
  • Husk gerne selv handsker.
  • Der serveres en kop kaffe eller te; medbring gerne selv en kop – så engangskrus undgås.

Store Tårnby Forsamlingshus er vært for indsamling af affald i Store Tårnby fra kl. 11.

  • Mødested er forsamlingshuset på Køgevej 40
  • Ved forsamlingshuset får man tildelt en rute, samt udleveret poser og handsker.
  • Bagefter er der pølser og en vand til affaldsindsamlerne.

 

Skriv en kommentar