(Last Updated On: 13. juni 2016)

SouvenirsStevns: Da Roula Albitar Nielsen flyttede til Stevns for et par år siden, faldt hun pladask for stedet.

Roula, der oprindeligt er fra Syrien, ville rigtig gerne give sin syriske familie nogle stevnske souvenirs – men hun kunne ikke finde nogle. Det har hun nu gjort noget ved.

Sammen med ægtefællen, Bo Henriksen fra Højerup, har hun etableret eget firma med souvenirs fra Stevns. Sortimentet tæller t-shirt til både damer, herrer og i børnestørrelser, store indkøbsnet, diverse tasker, toilettasker, punge, håndspejle, regnslag, shotglas og kuglepenne i fire forskellige farver.

Kirken, fortet og fyret
Alle souvenirs er designet af Roula, som har brugt udvalgte turiststeder på Stevns, heriblandt den gamle kirke i Højerup, Stevnsfortet og Stevns Fyr.

– Og desuden er der kendte danske symboler som vikingeskibet, dannebrogsflaget og svanen på mange af produkterne, for det er de ting, som mange turister forbinder med Danmark, forklarer Roula.

Produkterne, der er produceret forskellige steder i verden, er nu leveret og klar til at blive distribueret. Parret har nu travlt med at afsætte til turiststederne på Stevns.

Steder som Stevns Museum, Stevnsfortet og Traktørstedet Højeruplunds ishus har allerede sagt ja tak til at forhandle produkterne.

Er man interesseret i at høre mere om mulighederne for at sælge stevnske souvenirs til egnens turister, er man meget velkommen til at kontakte Roula på telefon 60636431. Man kan også møde hende til Store Heddinge By Night og på Markedsdagen i Rødvig, hvor hun til begge arrangementer vil have egen en stand.

Fra Paris til Nakskov
Roula er langt fra novice i souvenirbranchen. Sammen med sine to søskende har hyn i mange år designet og fået produceret souvenirs til turisterne i Paris.

Tilbage i 1998 flyttede Roula – efter adskillige forretningsrejser mellem Syrien og Frankrig – permanent til Paris, hvor hendes to ældre søskende allerede havde etableret et firma med import og eksport af souvenirs og sportstøj.

Efter seks år i Paris rykkede Roula endnu engang sine teltpæle op for at flytte sammen med en dansk mand i Nakskov.

– Det første jeg gjorde, var at lære sproget, siger Roula, der er uddannet indenfor kosmetikbranchen og derfor fik arbejde som parfumevejleder hos Scandlines.

Et ødelagt knæ gjorde dog, at Roula måtte tænke i nye baner, og i stedet blev tolk. I dag tolker hun for steder som Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Rigspolitiet. Ved siden af tolkeopgaverne arbejder Roula som social netværksmedarbejder på Næstved Asylcenter.

Og nu er hun også vendt tilbage til sine gamle branche og sørger for, at turisterne på Stevns kan få et minde med hjem, når de har besøgt egnen.

rmh

Skriv en kommentar