Østsjællands Museums oplyser i en pressemeddelelse, at de to museumsafdelinger i Højerup og Haslev – Stevns Museum og Haslev Museum – lukker. Samlingerne fra de to museer flytter til det tidligere rådhus i Faxe, som fremover skal danne rammen om Østsjælland Museums faste udstillinger

De sidste gæster har besøgt museet i Højerup. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Stevns/Faxe: »Østsjællands Museum ønsker at styrke sine kulturhistoriske aktiviteter markant. Og nu er et afgørende skridt taget. Faxe tidligere Rådhus kommer i fremtiden til at danne de fine rammer om Østsjællands Museums faste udstilling om historisk tid. Flytningen er en central del af bestyrelsens strategi for museet. Og beslutningen støttes af kommunalbestyrelsen og byrådet i henholdsvis Stevns og Faxe kommuner«, indledes pressemeddelelsen, som Østsjællands Museum offentliggjorde mandag eftermiddag.

Begge kommuner bakker op

Østsjællands Museum oplyser, at det i efteråret 2017 gik i forhandling med Faxe Kommune om køb af rådhuset i Faxe. Herefter rettedes henvendelser til de to kommuner – det er de to kommuner som sammen med staten driver museet – om en kommunegaranti på de lån, der er nødvendige for at købe og renovere bygningen, samt et øget driftstilskud for at få økonomien til at hænge sammen.

Begge kommuner har behandlet museets ansøgning positivt.

Formidling af nyere tids kulturhistorie

– Østsjællands Museum har allerede to virkeligt spændende museer i Koldkrigsmuseum Stevnsfort og i Geomuseum Faxe – museer og emner med både nationalt og internationalt format. Samme format skal museets tredje ben – nyere tids kulturhistorie – også have. Det kan vi få i Faxe Rådhus samtidig med, at vi får løst problemerne med dårlige magasinforhold og mangel på gode undervisningsfaciliteter, udtaler Østsjællands Museums direktør, Orla Madsen.

Samlingen og de kommende udstillinger på det tidligere rådhus i Faxe skal ifølge pressemeddelelsen være en: »Ny, moderne og seværdig udstilling, der skal tage udgangspunkt i de kulturhistoriske forhold, der i fællesskab tegner de to kommuner«.

– Sammen med Verdensarvsstedet Stevns Klint får området dermed en række markante og tidsvarende attraktioner til glæde og gavn både for borgerne i området, men bestemt også for områdets turister. Vi er både glade og taknemmelige over, at de to kommuner – Faxe og Stevns – bakker op om museets visioner, så nyere tids kulturhistorie også kan udvikles. Det vidner om fremsynethed, og det tegner godt for det fremtidige samarbejde, siger museumsdirektøren.
rmh

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.