(Last Updated On: 5. januar 2018)

Fra mandag skal Store Heddinge distributionscenters 14 postbude hver morgen møde ind på Jernstøbervænget 2 i Køge

Fredag morgen var der som vanligt travlhed i distributionscentret på Højerupvej, men det var sidste dag, hvor breve og pakker blev kørt ud fra Store Heddinge. Fremover skal postbuddene møde ind i Køge hver morgen. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Nyt år, nye tider – også for postbuddene i Store Heddinge. Fredag den 5. januar var nemlig sidste arbejdsdag, hvor de 14 postbude skulle møde ind på PostNords distributionscenter på Højerupvej 9A i Store Heddinge.

Fra mandag den 8. januar er nyt mødested, i første omgang på PostNords distributionscenter på Jernstøbervænget 2 i Køge. Centret på Jernstøbervænget flytter på et tidspunkt til Køge Nord.

PostNord har til Stevnsbladet oplyst, at alle 14 ansatte er blevet tilbudt og har sagt ja tak til at flytte med til Køge.

Virksomheden, der udbyder post- og kommunikationstjenester i Danmark og Sverige, oplyser også, at nedlæggelsen af distributionscentret kan tilskrives en kombination af stordriftsfordele samt de faldende brevmængder. Det får ifølge PostNord ingen konsekvenser for post- og pakkeomdelingen på Stevns.

PostNord har boet til leje i bygningerne på Højerupvej 9A de seneste 12 år og har nu opsagt lejemålet.
rmh

 

Skriv en kommentar