(Last Updated On: 26. januar 2018)

Køge truer med at forlade kommune samarbejde

 Østsjællands Beredskab skal spare fem millioner kroner.

Der er otte kommuner, der indgår i beredskabssamarbejdet. Foruden Stevns er det Køge, Solrød, Greve, Roskilde, Ishøj, Vallensbæk og Høje-Taastrup kommuner.

Besparelsen fremgår af en såkaldt “risikobaseret dimensioneringplan” (RBD), som Beredskabskommissionens otte borgmester godkendte kort før jul.

685 protestunderskrifter

Besparelsesforslaget er blevet ivrigt diskuteret i de berørte kommuner.

Politikerne i Køges Økonomiudvalg vil genoverveje samarbejdet, og beder nu Østsjællands Beredskab om at komme med priser på den planlagte basismodel og tilkøbsydelser.

Det samme ønskede Varly Jensen fra Dansk Folkeparti, da kommunalbestyrelsen på Stevns holdt ekstraordinært møde om samme situation.

På tilhørerpladserne sad en række brandfolk fra stationen i Hårlev sammen med formanden for Hårlev Borger- og Erhvervsforening, Johnny Andersen, som afleverede 685 underskrifter for at bevare brandstationen i Hårlev.

Ens pris per borger

Efter en kort debat vedtog et flertal i kommunalbestyrelsen et protokollat, som godkendte Østsjællands Beredskabs plan til besparelser med en række betingelser.

Med udgangspunkt i kommunens store geografi skal der fortsat indgå to lokale stationer i kommunens dækning. Alternativt en større døgnbemandet station, der dækker hele kommunen.

Det nuværende serviceniveau og responstid skal som minimum fastholdes, herunder mindst fem plus en mand på første udrykning til brand i bygning.

En foreslået nedskæring fra fire til to indsatsledere må ikke medføre forringet effektivitet på ulykkesstedet.

Stevns Kommune betaler i dag et højere beløb per indbygger end de øvrige kommuner. Derfor valgte kommunalbestyrelsen at stramme retorikken, og se det som en forudsætning, at alle kommuners grundbetaling på kortere sigt harmoniseres, det vil sige: ens pris per borger.

Tre stemmer imod

Den såkaldte RBD skal efter planen vedtages i Beredskabskommissionen i slutningen af januar, og Stevns kommunalbestyrelsen vil se de endelige vilkår før godkendelse.

Tre medlemmer af kommunalbestyrelsen stemte imod, og det var Varly Jensen (DF), Jan Jespersen og Gitte Christensen fra Enhedslisten, mens samtlige medlemmer fra Venstre, Socialdemokratiet, radikale, konservative og Nyt Stevns stemte for.

Johnny Andersen var meget godt tilfreds med denne beslutning.

– Jeg tror ikke på ideen med én central station, det vil være meget dyrere, så det betragter jeg som et forhandlingsoplæg. Jeg er fortrøstningsfuld, og tror at Hårlev kan bevare sin brandstation, slutter formanden for Hårlev Borger- og Erhvervsforening.

sky

 

Skriv en kommentar