(Last Updated On: 2. juni 2016)

Vores frontmedarbejder her på Stevnsbladet, Dorte Michael Hansen, tager i det daglige imod gæster og kunder til Stevnsbladet og Dagbladet. Nu er Dorte klar til også at modtage egnens turister

04msb rmhDorte turistskilt1

Turistskiltet er leveret. Nu skal det op at hænge på muren ved indgangsdøren til Mediehuset på Nytorv. (Foto: Rikke Michael Hansen)

STORE HEDDINGE: To torsdage i maj måned har Dorte Michael Hansen – der til daglig arbejder som frontmedarbejder i Mediehuset på Nytorv – været af sted på kursus, for at blive klædt godt på til at hjælpe turisterne videre på deres rejse.

Det er Sydkystdanmark, det nye turistsamarbejde mellem de fire sydøstsjællandske kommuner Stevns, Faxe, Næstved og Vordingborg, som har stået for kursusrækken.

Sightseeing på Sydøstsjælland
De 27 kursusdeltagere var den første torsdag på bustur rundt omkring på Sydøstsjælland.

Dagen startede med morgenmad på Rødvig Kro og Badehotel, hvorefter bussen kørte deltagerne til Koldkrigsmuseum Stevnsfort og derefter den gamle kirke i Højerup.

Også steder som Feddet Camping, rådhuset i Præstø, Geocenter Møn, Gavnø Slot, Bonbon-Land, Gisselfeld Kloster og Frederiksminde, der tidligere på året fik tildelt en stjerne i Guide Michelin, lå på ruten.

På anden kursusdag blev deltagerne budt velkommen til Danmarks Borgcenter i Vordingborg af turistdirektør i Visit Sydsjælland Møn, Martin Bender.

Emner for dagen var bl.a. fremtidens turisme, service og udvikling af destinationer.

Kig indenfor
På Stevnsbladet er der åbent for turisterne i husets normale åbningstid, som er mandag, tirsdag, onsdag og torsdag mellem kl. 8.30 og 16.

Fredag er ubemandet, men døren står åben i samme tidsrum, som de øvrige hverdage, så turisterne kan forsyne sig med relevante turistbrochurer om egnen.

Selvom turisterne i weekenden møder en lukket dør, vil de fortsat have mulighed for at tage en brochure med sig, da der udendørs vil stå en holder med udvalgte brochurer.

De øvrige turistinformationer på Stevns er indtil videre Konference og Hotel Klinten, Rødvig Ferieby, Rødvig Kro og Badehotel, Havnekontoret i Rødvig, Traktørstedet Højeruplund samt Stevns Camping ved Strøby.
rmh

 

Skriv en kommentar