(Last Updated On: 7. maj 2018)

Lærer Morten Skou Bentsen, fra Gymnastikefterskolen Stevns er udpeget til gymnast-Verdensholdet, som giver opvisninger i hele verden. (Foto: Erik Cheng)

Boestofte: For mange danske gymnaster er udvælgelse til DGI Verdensholdet noget af det ypperste, de kan opnå inden for deres sport.

Hvert andet år samles et nyt Verdenshold, og det består af blot 14 kvinder og 14 mænd, der bliver nøje udvalgt blandt de mange hundrede gymnaster, der hver gang stiller op til udtagelsen i håbet om at blive en del af det prestigefyldte hold.

Stevns præger udvælgelse

En af instruktørerne bag dette års Verdenshold er Benedicte Capion Knudsen, der selv var gymnast på Verdensholdet tilbage i 2014, og som desuden var elev på Gymnastikefterskolen Stevns i 2007/08 og af flere omgange har været tilknyttet efterskolen som gymnastiklærer.

En anden af efterskolens tidligere elever, Emilie Frost Ebstrup, er en af de 14 udvalgte kvindelige gymnaster på det nye Verdenshold.

Blandt de 14 udvalgte mandlige gymnaster finder vi Morten Skou Bentsen, der var elev på Gymnastikefterskolen Stevns i 2011/12, og som desuden fra 2016 har været ansat som gymnastiklærer på efterskolen.

For Morten Skou Bentsen betyder det også et midlertidigt farvel til den vante hverdag som efterskolelærer, når de 28 gymnaster til efteråret drager ud på deres verdensturné.

 

Skriv en kommentar