(Last Updated On: 26. januar 2017)

Eftersom checken udgår som betalingsmiddel, havde filialdirektør Claus-Jørgen Sørensen sørget for, at pengene allerede var overført til de tre foreningers bankkonti via MobilePay forud for overrækkelsen i Café Algade. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Den årlige uddeling af midler fra Danske Banks Faxe Stevns fond fandt traditionen tro sted i Café Algade, hvor der blev serveret boblevand og kransekage til de heldige modtagere. Igen i år blev tre lokale foreninger tilgodeset – og det endda med lige store beløb, da fonden i år havde lidt ekstra midler at gøre godt med.

Der var således 10.000 kr. til hver af de tre foreninger: Endeslev Vråby Idrætsforening (EVIF), Roklubben Stevns og Mænds Mødesteder Stevns (MMS).

– Det var i år en nem beslutning for bestyrelsen. Vi var alle fem enige om, at det var de tre foreninger, som skulle have tilskud, sagde bestyrelsesformand i den lokale fond, Thomas Elberg ved overrækkelsen.

DBU trænerkursus
EVIF vil bruge beløbet til at uddanne deres ungdomsfodboldtrænere. Træningsforløbet er et såkaldt Licens C-kursus under Dansk Boldspil Union (DBU), som klubben påbegyndte sidste år.

– Vi ville gerne gøre mere for vores trænere, og derfor gik vi sidste år i gang med et projekt, som vi kalder »Projekt Rød Tråd«, forklarede formand for EVIF, Jan Brangstrup, da han modtog donationen.

Klubben har 20 ungdomstrænere, og beløbet fra Danske Banks lokale fond skal bruges til et kursus i teknisk træning, med en instruktør fra DBU. Kurset bliver afholdt i marts.

Nyt ergometer
Roklubben Stevns har de seneste år afviklet robattle for 6. og 7. klasses eleverne fra de stevnske skoler – og deltagerne fra Stevns klarer sig rigtig flot i rokonkurrencen. Sidst var otte af de i alt 16 deltagende klasser fra Stevns, og de stevnske skoleelever vandt flere medaljer med hjem.

– Vi har for nylig haft besøg af konsulenter fra det svenske roforbund, som kom for at se, hvordan vi arbejder med ungdomsroning, fortalte Lars Andersen fra Roklubben Stevns.

Roklubben har tre ergometre og vil for deres donation købe et fjerde ergometer.

Flere møbler
MMS har siden sin start i foråret 2015 oplevet en støt stigning i medlemstallet, som i dag tæller 75.

– Heldigvis kommer vi ikke samtidig, for så var der ikke plads til os, sagde Per B. Jensen, formand for foreningen, der holder til på Blommevej i Strøby.

Tilskuddet skal bruges til at opgradere møblementet med nye havemøbler og stabelstole.

Ansøgninger modtages året rundt
Filialdirektør i Danske Bank, Køge, Claus-Jørgen Sørensen, er administrator for den lokale fond, som uddeles én gang om året i januar. Han opfordrede flere foreninger til at søge penge fra fonden

– Selvom der kun er uddeling i januar måned, kan man ansøge om tilskud året rundt, oplyste filialdirektøren.
rmh

 

Skriv en kommentar