(Last Updated On: 7. maj 2018)

Det er kun nogle uger siden, at Nick og Bjarki gav koncert i Snurretoppen. På mandag spiller de igen.  Til venstre, med guitaren, er det drengenes musiklærer, Gasem Pedersen. (Foto: Rikke Michael Hansen) 

Store Heddinge: Elever og lærere på den særligt tilrettelagte uddannelse Horisonten har været væk fra de trygge og faste rammer, som den gamle stationsbygning danner i hverdagen.

Og det har både været på en studietur til den pulserende og cool engelske hovedstad London og en tur sydpå til den italienske ø Sardinien. Begge ture har budt på mange nye oplevelser, som eleverne gerne vil dele – og det gør de mandag den 14. maj mellem kl. 19 og 21 i Snurretoppen i Store Heddinge.

Programmet er ikke endelig fastlagt, men sikkert er det, at nogle af eleverne vil fortælle om deres oplevelser på turene. Måske om reptiler, om at klatre op til toppen af et bjerg og anmeldelse af italiensk is.

– Og måske kommer vi også til at høre om The London Dungeon, hvor lærerne viste sig at være mere bange end eleverne, siger skolens forstander, Paw Koch.

Sikkert er det også, at borgmester Anette Mortensen (V) kommer og fortæller om kommunens unge- og uddannelsespolitik.

Der vil desuden bliver budt på smagsprøver fra turene, og den musikalske underholdning står skolens husband, aka Bjarki og Nick, selvfølgelig for.

Alle er velkomne til at kigge forbi Snurretoppen denne aften og høre fortællinger om og se billeder fra elevernes oplevelser.
rmh

 

Skriv en kommentar