(Last Updated On: 9. september 2019)

Henning Stich fra Stevns Taxa tilpasser sig de nye tider. Han dropper nu døgnvagt og indfører istedet kontortid i dagtimerne på hverdage.

Henning og Bente foran huset i Klippinge, hvor der er god plads til taxaerne. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Klippinge: De senere års lovændringer, øgede omkostninger, indførsel af flextrafik, ændrede frikørselsregler og øget betaling af lønsumsafgift. Årsagerne er mange til, at det bliver sværere og sværere at drive en rentabel forretning som vognmand med almindelig taxakørsel.

Ændrede tider, færre biler

Det kan Henning Stich, indehaver af Stevns Taxa i Klippinge, bekræfte:

– Da jeg startede med at køre taxa på Stevns for 12-13 år siden, var der, så vidt jeg husker, 28 taxabevillinger på Stevns. I dag er der otte tilbage. For mit eget vedkommende er vi gået fra fem ned til tre taxaer, og vi er kun min hustru Bente, en fast chauffør, en afløser og mig selv tilbage, fortæller Henning Stich.

Også kundernes adfærd har ændret sig. I dag har mange husstande minimum én og gerne to biler. Diskoteks- og værtshuslivet har haft sin storhedstid, og i dag aftaler man på forhånd, hvem der kører hjem fra festen.

– Og brugen af flextrafik gør, at vi har mistet det meste af den daglige taxakørsel. Førhen brugte folk gerne en taxa, når de skulle til frisør, tandlæge eller ud og handle. Men vi kan ikke konkurrere med statsstøttet taxakørsel, hvor kunder kan køre lokale ture til 36 kroner, forklarer han og fortsætter:

– Førhen var der kørselspligt, når man havde en taxabevilling. Men i liberaliseringens navn har man afskaffet dette. Man har dog i den nye taxalov indført den mulighed, at en kommune kan betale en eller flere vognmænd i kommunen et rådighedsbeløb for at opretholde et taxaberedskab i aften og nattetimerne såfremt man fra kommunens side ønsker at give denne service til borgerne.

Kontortid mellem kl. 7 og 16

Konsekvensen er en branche med færre biler og færre ansatte, hvilket betyder, at det bliver sværere at tilbyde samme service som tidligere. Også for Stevns Taxa, der ikke længere kører døgnvagt, men nu kun kører taxa i de tidsrum, hvor det er rentabelt.

I Klippinge har Henning og Bente nemlig valgt at indføre kontortid mandag til fredag mellem kl. 7 og 16, hvor de tager imod bestillinger.

– Udenfor dette tidsrum besvarer vi telefonen i det omfang, det er muligt, og om aftenen, i weekender og på helligdage kører vi i det omfang, det er muligt for os – med det mandskab og de biler, vi har til rådighed. Vi kan desværre ikke længere garantere, at vi kører om aftenen og natten, forklarer Henning Stich og fortsætter:

– Der vil være nogle tidspunkter, særligt i weekender og til højtider, hvor der ikke er taxaer nok på gaden, hvilket kan give længere ventetid, specielt i en landkommune som Stevns.

Og de geografiske afstande bliver en udfordring, når antallet af biler reduceres:

– Når man har sat en kunde af i Køge, er der langt til Rødvig med tom bil for at hente den næste kunde. Men vi kan jo ikke flyve af sted, lyder det fra vognmanden.

Skæld ikke chaufførerne ud

Ifølge Henning Stich er tendensen landsdækkende. Han forudser en branche, hvor kun de meget store taxaselskaber og små enlig kørende vognmænd vil overleve, med dårligere taxaservice til borgerne til følge.

Selv er han dog ikke parat til at kaste håndklædet i ringen.

– Jeg kan rigtig godt lide jobbet som taxachauffør, både friheden og kunderne. Men vi er nødt til at være realistiske og tilpasse os de nye tider, siger taxavognmanden fra Klippinge, som håber på kundernes forståelse.

Han opfordrer i stedet til at rette eventuelle frustrationer mod de politikere, som har vedtaget lovændringerne i stedet for at skælde de vognmænd og chauffører ud der trods ændringerne fortsætter med at køre taxa.
rmh

Skriv en kommentar