(Last Updated On: 4. januar 2019)

Spilledåsen overlever på kommunalt og statslig tilskud

Formandskabet i Spilledåsen med det nye forårsprogram. Fra venstre Rolf Persson og Poul Erik Madsen. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Humøret er højt hos formand og næstformand i Kulturforeningen Spilledåsen.

Det tror pokker, al den stund de endnu engang har leveret et flot forårsprogram, der starter med Sko & Torp den 30. januar 2019.

Det skal nok blive en udsolgt koncert, men det er svært at få økonomien til at hænge sammen, trods pæn publikumsinteresse.

Mangler tilskud

I starten af det nye år skal medlemmerne af Kulturforeningen Spilledåsen på generalforsamlingen gøre status over 2018, og formandskabet kan allerede nu oplyse, at regnskabet sandsynligvis vil ende på et underskud på mellem 40.000 og 50.000 kroner.

– Det svarer til det manglende tilskud fra Kulturstyrelsen, som vi havde søgt om, forklarer foreningens formand Poul Erik Madsen.

Stevns Kommune har til gengæld givet et tilskud, så forårsprogrammet kunne gennemføres.

– Vi er glad for at kommunen ser nådigt til os, tilføjer næstformand Rolf Persson.

Støtte på falderebet

Den 21. december fik Spilledåsen et brev fra Kulturstyrelsen, der som en anden julemand gav tilsagn om støtte på 41.600 kr. i 2019.

Det er en delvis støtte, idet Spilledåsen havde søgt om 90.000 kr.

Bredt kultursamarbejde

Spilledåsen samarbejder med en række andre lokale kulturorganisationer, bl.a. for ikke at overlappe hinandens arrangementer.

– Vi arbejder på at få Musikskolen til f.eks. at lave opvarmning i foyeren før for vores koncerter i Snurretoppen, fortæller Poul Erik Madsen.

– Vi kan ikke gøre det på scenen, da de professionelle har specifikke krav til opstilling af deres grej, supplerer Rolf Persson.

Et venligt spillested

De to kulturaktivister forventer, at forårsbudgettet vil balancerer, men de vil ikke skrue priserne op, som gennemsnitlig er på 250 kroner per koncertbillet.

– Vi har prædikatet at være et venligt spillested, siger Rolf Persson, men vi skal til stadighed arbejde for at styrke image og bredde i musikudvalget.

– Vores store fordel er, at vi kan garantere at publikum har en nærhed til kunstnerne, understreger Poul Erik Madsen,

Og så begynder formandskabet at diskutere nye ideer, og glæder sig over, at der var udsolgt til flere af efterårets veltunede koncerter.

sky

 

Skriv en kommentar