(Last Updated On: 9. november 2017)

Kære Bonna

Jeg kender din frustration over den behandling, som du udsættes for af Stevns kommune i forbindelse med din sygdom.

I forbindelse med et nært familiemedlems syge- og ressourceforløb med Stevns kommune, som den offentlige spiller og mange gange modspiller i sagen, har jeg fungeret som bisidder og fulgt den behandling som folk, der er syge, udsættes for på nærmeste hold.

Min mening er, at du har krav på en ordentlig udredning, og når jeg læser dit læserbrev, er jeg ikke i tvivl om, at de forløb du allerede har gennemgået, kan bruges til den videre behandling i rehabiliteringsteamet.

Man kan ikke fra kommunens side bare blive ved med at anvise dig nye jobtræningsforløb. Der skal være mulighed for at bringe dig i en tilstand, hvor du kan arbejde minimum 2 timer pr. uge. Og der er ikke noget som hedder for syg til førtidspension, så hvis du har modtaget den besked fra kommunen, har man udtalt mod bedre viden, eller ikke sikret sig, at du har forstået, hvad der bliver sagt.

Hvis det sidste er tilfældet, overrasker de mig ikke, for du er enormt presset, når du sidder til samtale med din sagsbehandler.

Der er absolut ingen rimelighed i, at det er økonomien, som er afgørende for, om din sygdom kræver pension eller andre tiltag for at give dig et sikkert økonomisk grundlag at eksistere for, med kontrol over din egen dagligdag uden hele tiden at have Stevns kommune med på en kigger over din skulder. Og det tyder jo på, at kommunerne direkte spekulerer i dette, når kommunen sagsbehandler syge personers sager. Der kan være op til 67.000 kr. årligt at spare for kommunen hvis du holdes på et unødvendigt ressourceforløb.

Jeg synes, at du skal tage en bisidder med, når du har møder med kommunen for fire ører lytter bedre end to, især hvis man er presset af sygdom.

Du er meget velkommen til at kontakt til mig, så må vi se, om jeg kan hjælpe dig med rådgivning eller andet.

Med venlig hilsen

Lars Børgesen
Kandidat på den socialdemokratiske liste i Stevns

 

Skriv en kommentar