(Last Updated On: 1. november 2017)

Af: Line Krogh Lay, borgmesterkandidat for Radikale Venstre

Kære Lasse Olsen

Tonen i din kommentar er et godt eksempel på den unødvendigt aggressive omgangsform, jeg ønsker at gøre op med!

Min interesse er Stevns, et bredt samarbejde og at få så meget politik gennemført som muligt. Det var ikke muligt i den daværende flertalsgruppe, hvilket Radikale ikke er de eneste, der har måttet konstatere og tage konsekvensen af.

I det meste af 2015 mødtes den daværende flertalsgruppe ledet af Venstre og den nuværende borgmester ikke. Det var problematisk og resulterede i, at meget lidt politik blev gennemført. Det er ikke i Stevns’ interesse.

Jeg ville se det som uansvarligt bare at lade stå til, så jeg traf en beslutning i samråd med Radikales bestyrelse. Jeg glæder mig over, at vi nu har en samarbejdende kommunalbestyrelse, og jeg ser det som en positiv ting, at der er bred enighed om noget, og ikke imod noget eller nogen, som du antyder.

I Radikale mener vi, at vi først og fremmest skal have en ny borgmester. Vi mener også, at der er brug for et alternativ til de partier, som har siddet på magten i kommunen i mange år. Derfor arbejder vi målrettet for, at jeg bliver borgmester.

Om det bliver sådan, er selvfølgelig op til vælgerne og sammensætningen af kommunalbestyrelsen. Jeg fornemmer, at det er en tanke, du ikke bryder dig om. Det er da ærgerligt, da Konservative og Radikale har mange fælles interesser.

Venlig hilsen
Line Krogh Lay
Borgmesterkandidat
Radikale

Skriv en kommentar