(Last Updated On: 27. juli 2018)

Det går godt i Stevns. Stevns er i fremgang og har været det i flere år nu.

Jeg har, i løbet af det sidste halve år været rundt og besøge en række virksomheder, og jeg er stolt over, at Stevns kan præstere så professionelle og dygtige erhvervsdrivende, som det er tilfældet.

Det er på ingen måde min fortjeneste, at de er nået dertil, hvor de er, men hvis jeg kan medvirke til at ændre på kommunale vilkår, så det i fremtiden bliver endnu nemmere at være virksomhed, så gør jeg gerne det.

Der er heldigvis rigtig mange erhvervsdrivende og privatpersoner på Stevns, der er innovative og nytænkende og som gerne vil delagtiggøre mig i deres ideer og tanker. Nogle ideer er lige til at føre ud i livet for den enkelte, andre kræver både tid og måske kommunal medfinansiering og andre igen må desværre opgives.

Når det drejer sig om ideer, som kræver kommunal medfinansiering, – ja så tager det desværre noget tid. Det kommunale budget for det kommende år bliver lagt i august, september og oktober – det kan derfor synes som meget lang tid, når man kommer med en god ide i januar måned, men det oftest først kan føres ud i livet et helt år efter.

Vi kan hurtigt blive enige om, at Rødvig er et skønt sted og at potentialet i Rødvig er stort. Jeg har netop besøgt flere havne i min sommerferie og fået lidt inspiration med hjem – mon ikke vi i fællesskab kan gøre Rødvig endnu mere attraktiv, både for erhvervsdrivende, lokale og udefra kommende gæster?

Anette Mortensen
Borgmester

Skriv en kommentar