Se alle billederne fra indvielsen fredag aften med stort fremmøde, taler, snoreklip og opvisning. (Fotos: Rikke Michael Hansen):

Rødvig: Over 500 mennesker mødte fredag aften op til indvielsen af Sydstevnshallen. Foran den flotte, nye hal var der taler af borgmester Anette Mortensen (V), udvalgsformand for Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme Mikkel Lundemann Rasmussen (K) samt formand for Rødvig Borgerforening, Freddie Larsen.

Med takkeord til den frivillige arbejdsgruppe – som nu, da hallen er en realitet, nedlægger sig selv igen. Med tak til Stevns Kommune, til politikere og ikke mindst til ildsjælene i Rødvig for at holde fast i drømmen om at få en hal til byen.

Herefter blev Rødvigsangen sunget – med orkester og hjælp fra pensionistbanden til at holde melodien – og efter snoreklip af borgmesteren fik de mange fremmødte lov at komme indenfor i den flotte nye hal.

Lys og indbydende

En nybygget hal fremstår formentlig altid flot. Det gælder så sandelig også Sydstevnshallen med sit store halgulv, højt til loftet, en side med gode tilskuerpladser, dele af den ene endevæg fyldt med spejle, ribber på en anden del af væggen og lidt atypisk også med store vinduespartier, som gør hallen lys og indbydende. Samtidig giver det en flot udsigt udover de omkringliggende marker og ned til togskinnerne, så man altid kan holde øje med togankomster og -afgange. De nye omklædningsrum og opholdsområdet hiver også niveauet op.

Gulvet blev da også straks taget i brug, af badmintonspillere, floorballspillere og gymnastikpiger og -drenge fra Rødvig G&I fik lov at give den første opvisning på det nye halgulv.

Og det bliver med sikkerhed ikke den sidste, for allerede nu er haltiderne stort set fyldt ud med træningstimer for mange af de lokale foreninger i området.

Udenfor var der pølser, vand og gymnastiktasker, og Stevns Kommune var den glade giver.
rmh

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.