(Last Updated On: 5. oktober 2018)

Sys Bjerre boede i en kortere periode på en gård i Renge lidt uden for Store Heddinge. (Pressefoto).

Valløby: Singer-songwriter Sys Bjerre har efterhånden afsøgt mange af musikkens afkroge, og senest har den 33-årige sangerinde kastet sig over salmerne.

Med ønsket om at bidrage til Danmarks unikke sangskat, har hun givet et bud på 12 nye fællessange under navnet ”12 Salmer Til Det Moderne Menneske”.

– Musik, og særligt sang, er en af de nemmeste genveje til en følelse af enhed imellem mennesker, noget det moderne menneske har mere brug for nu, end nogensinde før, forklarer Sys Bjerre, der i øjeblikket er på Salmetour rundt omkring i landets kirker.

Touren bringer hende også til Stevns, nærmere bestemt Valløby Kirke, hvor hun torsdag den 11. oktober giver koncert med et repertoire sammensat af såvel popsange som salmer, både de nye og dem, vi kender. Historierne vil være i højsædet, og der vil være rig mulighed for at synge med.

Kom i god tid

Koncerten, der starter kl. 19, er gratis, og dørene vil blive åbnet en time før koncerten går i gang.

Der opfordres til at komme i god tid for at sikre sig en plads. Der bliver ikke mulighed for at reservere pladser til andre, og dørene lukkes, når kirken er fyldt op.

Skriv en kommentar