(Last Updated On: 20. maj 2019)

Sanne Bagge Petersen på kontrolbesøg i Strøby Egede Vandværk. (Foto: Klaus Slavensky)

 

Drikkevand: I slutningen af april slog Miljø- og Fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen alarm, fordi der igen var fundet pesticider i drikkevandet.

Danske Regioner havde fundet 75 helt nye giftstoffer i det danske grundvand. Og her vakte særligt stoffet Chlorothalonil-amidsulfonsyre bekymring.

Her er ingen gift

Stevns Kommune reagerede hurtigt og udsendte et straks-krav om test af vandværkernes drikkevand.

– Vi har fået resultater fra syv mindre vandværker, og de har ikke fundet spor af chlorothalonil-amidsulfonsyre, oplyser Stevns Kommunes natur- og miljømedarbejder Sanne Bagge Petersen.

De syv frikendte vandværker er: Arnøje, Hellested, Klippinge, Magleby, Rødvig, Skørpinge og Tommestrup.

Krav om kontrol

Drikkevandsbekendtgørelsen blev per 10. maj ændret, så chlorothalonil-amidsulfonsyre nu er på listen over stoffer, som drikkevandet skal kontrolleres for.

Chlorothalonil er et svampemiddel, der har været godkendt i Danmark i perioden 1982 til 2000 og brugt ved dyrkning af hvede, kartofler, ærter, løg, porrer, solbær, ribs og jordbær på friland, samt agurker og prydplanter på friland og i væksthuse.

15 rapporter mangler

Tilbage i 2017 blev der bl.a. fundet for store mængder af pesticider fra ukrudtsmidlet chloridazon i det stevnske drikkevand.

Der er 22 almene vandforsyninger i Stevns Kommune, så der mangler tilbagemeldinger fra en hel del vandværker, især fra de større byer som Hårlev, Store Heddinge og Strøby Egede.

– Disse vandværker har bestilt prøver og tid på laboratorier, og vi forventer at få svar fra alle senest i starten af juni, fortæller Sanne Bagge Petersen.

– Hvis der findes chlorithalonil-amidsulfonsyre, så skal vi efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed træffe afgørelse i forhold til, om vandt er sundhedsskadeligt, og hvilke foranstaltninger der skal foretages, slutter hun.

 

sky

 

Skriv en kommentar