(Last Updated On: 12. oktober 2017)

Af: John Wennerwald, Regionsrådskandidat i Region Sjælland for Socialdemokratiet

En undersøgelse fra pædagogernes fagforening BUPL viser, at for at spare penge, sender flere kommuner vuggestuebørn i børnehave – hvor der er færre pædagoger end i vuggestuerne – før børnene er fyldt tre år.

Det er en forkert vej at gå, fordi vi taler om helt små børn med andre behov end et børnehavebarn. Nogle af dem er endnu ikke blefri, og mange af dem er i en udvikling, hvor de for eksempel stadig skal have hjælp i garderoben til at tage tøj på. Det er børn, der har brug for, at der voksne nok til at tage sig af dem.

I nogle kommuner betyder det helt konkret, at der er to voksne til at passe 18 til 20 børn under tre år. Siden 2008 er der sket en tredobling af antallet af kommuner, hvor børnene starter tidligere i børnehave.

Følgende kommuner i Region Sjælland flytter barnet før barnet fylder tre år: Stevns, Holbæk, Sorø, Ringsted, Solrød, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland.

Følgende kommuner i Region Sjælland overflytter børnene, når de fylder tre år: Køge, Faxe, Odsherred, Kalundborg, Slagelse, Næstved, Lejre, Roskilde og Greve.

Jeg mener, at den tidlige overflytning må stoppes, så børnene får tid til at udvikle sig.

John Wennerwald
Regionsrådskandidat i Region Sjælland for Socialdemokratiet

 

Skriv en kommentar