(Last Updated On: 11. juni 2019)

Tim Schou spiller på årets Sol over Stevns (Foto: Rikke Michael Hansen)

Strøby Egede: På trods af et stramt program er det lykkedes singer songwriter talentet fra Stevns, Tim Schou at finde plads i kalenderen til at komme og spille på Sol over Stevns.

Tim har i flere år levet uden en permanent adresse – en selvvalgt beslutning, som har ført ham rundt i verden, ikke mindst til USA. Nomadelivet har, ifølge ham selv, givet værdifuld erfaring og masser af stof til at skrive nye, gode sange.

I starten af 2019 udgav han sin akustiske live EP “Face To Face”, som er streamet over en halv million gange.

Hans nyeste single “Acapella” bliver spillet både i dansk, tysk, østrigsk og amerikansk radio og blev udvalgt som ugens Hit Tip på DR P4. Sangen handler om Tims teenageår, hvor barndomskæresten blev til ungdomskærsten – lige indtil voksenlivet ramte. Denne fortælling genfortælles i den tilhørende video, som er optaget i Tims hjemby, Store Heddinge.

Sideløbende har han afholdt et væld af intimkoncerter, hvor danskerne får lov at opleve singer songwriteren helt tæt på. Tims pointe er klar og motivationen stor; alt han skal bruge er en stol og et veloplagt publikum, og så spiller han 100 procent unplugged og akustiske intimkoncerter med sine egne sange.

Tim har tidligere turneret med Backstreet Boys og New Kids On The Block, sunget med i musicals, supporteret danske “Barbara Moleko” samt britiske “Morcheeba” og været feature på flere udgivelser inkl. den tyske DJ Felix Jaehn og meget andet – ikke mindst var der tiden med bandet A Friend in London.

Han har iøvrigt mere end 300 sange i bagkataloget, sange som er en blanding af genrerne singer songwriter, folk, pop, r’n’b, electronisk. Typisk er sangene optimistiske og handler om kærlighed og frihed, men også tvivl og ensomhed spores.

– Vi glæder os meget til at opleve Tim den 15. juni, og vi er rigtigt glade for at det kunne lykkes, selvom han skal optræde i Tyskland samme aften. Af samme grund åbner Tim Sol over Stevns scenen allerede kl. 11.30. Umiddelbart efter følger Peter Philipsen m. Kim Larsen Jam og vi lukker scenen af med et ordentligt 80’er brag anført af Kurt & Kiksene, lyder det fra arrangørerne af Sol over Stevns.

Skriv en kommentar