(Last Updated On: 5. november 2018)

Mazlum (tv) og Dalil Sleman foran de to brødres forretninger i Algade i Store Heddinge. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Mazlum og Dalil Sleman er brødre fra Syrien, og de er også nogle af Stevns nye iværksættere.

Storebror Mazlum Sleman på 35 år og hans lillebror Dalil på 32 år hjælper hinanden.

Der manglede en butik

Da Mazlum i juni måned i år åbnede »Sleman Marked« i Algade var årsagen ren logik:

– Der var jo ikke nogen grønthandler i Store Heddinge, lyder forklaringen.

– Nødder er et stort hit, også fetaost og alle slags grøntsager, svarer Mazlum Sleman på spørgsmålet om hvad, der sælger bedst.

Kok og grønthandler

Mazlum står tidligt op for at være på Grønttorvet ved fire-fem tiden om morgenen.

Der skal jo være friske varer. Hans bror Dalil er også tidligt oppe, for han har i september i år overtaget restaurant Sapori Italiani, som er nabo til brorens forretning.

– Vi har italienske retter på menuen, og så har vi også en traditionel buffet, fortæller Dalil, som er udlært kok i Syrien, men som både har arbejdet som montør i Lille Skensved og som kok i København.

Vokset op med oliven

Begge brødre er flygtninge fra krigen i Syrien, og kom til Danmark i 2013, og har været gennem hele turen fra Sandholm til Køge og Herfølge, hvor de bor i dag.

Resten af familien bor stadig i Syrien, men har måttet flytte igen og igen på grund af konflikterne i landet.

Brødrenes far er olivenolieforhandler, så de er begge vokset op med kendskab til kvalitetsmad, siger de med et stort smil.
sky

Skriv en kommentar