(Last Updated On: 28. juni 2018)

Thor Nielsen, her på sin første arbejdsdag som turismekonsulent i Stevns kommune, bliver nu ansat i en permanent stilling. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Siden primo 2016 har turismekonsulent Thor Nielsen på projektbasis været ansat som turismekonsulent under Stevns Erhvervsråd. Forsøgsperioden udløber ved udgangen af 2018.

På seneste kommunalbestyrelsesmøde skulle politikerne så beslutte, om Stevns også i 2019 og fremover skal have en lokalt ansat turismekonsulent.

– Det er en god historie. I grove træk er det gået godt, og der er blevet sat mange skibe i søen, sagde formanden for Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme, Mikkel Lundemann Rasmussen (K), da han præsenterede sagen for sine kolleger.

De blev alle bedt om at tage stilling til, hvorvidt turismekonsulenten ansættelse skal gøres til en permanent stilling med en årlig lønudgift på 550.000 kroner afholdt af Stevns kommune, herunder med en årlig evaluering af indsatsen.

17 sagde ja tak til fortsat at have en turismekonsulent ansat under Stevns Erhvervsråd, mens Varly Jensen og Janne Halvor Jensen fra Dansk Folkeparti stemte imod med den begrundelse: ’at der ikke foreligger en samarbejdsaftale, der hverken er politisk eller økonomisk forsvarlig’.

Turismekonsulent Thor Nielsen har efterfølgende oplyst til Stevnsbladet, at han fortsætter i stillingen.

I forsøgsperioden har Stevns kommune betalt 400.000 kr. til lønudgiften, mens Stevns Turistforening har afholdt de resterende 150.000 kr.
rmh

 

Skriv en kommentar