(Last Updated On: 10. april 2018)

Det er ikke et tilfælde at en del af forestillingen »Familien« foregår i en boksering. (Pressefoto)

Store Heddinge: Stevns Teaterforenings næste forestilling skal have godt med plads. Derfor foregår den i Erikstruphallen, hvor Teatret Svalegangen kommer og viser »Familien«.

Det sker onsdag den 11. april kl. 19.30, og forestillingen er samtidig afslutningen på en flot teatersæson på Stevns.

Familieidyl eller?

De seks skuespillere giver kød og blod til en varedeklaration, der indeholder 59 pct. stenhård generationssatire, 17 pct. tvangshygge, 24 pct. hysteriske familietyper og 0 pct. familieidyl.

Der tegnes et portræt af tre generationer, hvor der krydses klinger mellem kommanderende forældre, der vil have kontrol med alt, irriterende svigerbørn og bedsteforældre, som drømmer om ro, langrendsferier og julesang på et asylcenter.

Generations-Clash

Familien er måske det vigtigste vi har. Derfor kan vi blive så provokerede. Vi tror, vi er ens, men i dagens hyper-accelererende samfund lever vi mere og mere forskelligt, lyder det i oplægget fra teatergruppen.

Stykket er skrevet af Anna Panduro og instrueret af Per Smedegaard.

– Anna Panduro har arbejdet i mange funktioner på mange teatre gennem mange år, fortæller Lene Vestergård fra teaterforeningen.

– De seneste par år har hun taget et spring. Det er som om, hun har samlet alle erfaringerne og nu kan skrive nogle meget populære komedier, der rammer dagliglivet med skarp humor og stor overbærenhed, siger Lene Vestergård, der også oplyser, at Stevns Teaterforening allerede købt en anden af hendes forestillinger til næste sæson.

Vis sammenhold

På trods af det noget dysantropiske tema, opfordres unge og ældre at tage hinanden i hånden, byde det negative trods, og se denne satire.

Billetter købes på www.stevns-teater.dk

sky

 

Skriv en kommentar