(Last Updated On: 15. oktober 2018)

og stjal jakker for mange tusinde kroner.

15-20 minutter efter at alarmen var gået, ankom politiet til gerningsstedet. De gennemgår nu optagelser fra butikkens overvågningskamera. (Foto: Jeanette Lagoni)

Hårlev: Modebutikken ByLagoni, beliggende på Hovedgaden, var natten mellem fredag og lørdag udsat for et voldsomt indbrud.

Kl. 4.19 bakkede gerningsmænd med en bil ind i butikkens facade, hvorved såvel indgangsdøre som facadevinduer blev smadret og efterlod fri adgang til butikken.
Ved indgangsdøren til butikken er en trappe med tre trin. Butikkens indehaveren, Jeanette Lagoni, oplyser, at tyvene har lagt paller hen over trappen for at kunne køre op i butikken.

– De har selv haft tre paller med i bilen, og de har taget flere af bilsæderne ud for at få plads, siger indehaveren, der trods det voldsomme indbrud, som har ødelagt både trappe, karme, døre og vinduer, holder butikken åben mandag morgen og nu har travlt med de mange praktiske opgaver, der skal ordnes, for at retablere butikken.

Dyre jakker

Tyvene er målrettet gået efter vinterjakker af mærket Rockandblue, og der er stjålet mellem 30 og 40 jakker til en værdi af 3.000 kr. stykket samt tre jakker til en værdi 4.000 kr. stykket.

– De har vidst, hvad de ville have, for de er gået udenom de jakker, der ikke har ægte pels, siger indehaveren, der også kan oplyse, at der er tale om tre personer, som alle var i ført mørkt tøj og var maskerede med hætter og tørklæder for ansigtet.

– Jeg kom ned til butikken otte minutter efter, at alarmen var gået, og her blev jeg mødt af 15-20 mennesker fra de omkringliggende huse. De har helt sikkert jaget tyvene på flugt, så de ikke har haft mulighed for at få mere med, siger Jeanette Lagoni, der er meget taknemmelig for den lokale støtte og opbakning.

Bilen var også stjålet

Opmærksomme vidner har til politiet oplyst, at bilen var en hvid personbil af mærket VW Touran med påsat nummerplade BY64763.
Ifølge politirapporten er bilen meldt stjålet fra Faxe den 13. oktober.

Jeanette Lagoni oplyser, at bilen tilhører en af hendes kunder, som var på ferie, da den blev stjålet. Hun kan også fortælle, at bilen nu er fundet på Mørkhusvej.

– Den er totalsmadret, og de har tømt en pulverslukker inde i bilen for at skjule deres spor, siger indehaveren.
rmh

Skriv en kommentar