(Last Updated On: 18. december 2017)

Vi beboere i den S/I (Selvejende Institution) Vallø Ældreboligselskab, Præstemarken 5-37 og 63-77 er meget utilfredse med, at man ikke respekterer vores område som et privat område.

Vi er selvejende og har ingen tilknytning til plejehjemmet, hvilket folk ude fra tilsyneladende har meget svært ved at forstå. Bilerne kører stærkere end tilladt, der parkeres på vores private parkeringsplads, og vores haver og udendørs fællesarealer bliver blandt andet brugt til hundeluftning – både om dagen og sent om aftenen.

Vi er 24 boliger og vi betaler alle – over vores husleje – for vedligeholdelse og snerydning på eget område. Vi har netop fået renoveret vore boliger og veje.

Som det fremgår af skiltningen, må her køres 10 kilometer i timen. Denne hastighed er sat, fordi det er ældre og handicappede mennesker, der bor her. Nogle hører ikke så godt, andre er svagtseende, andre igen er langsomt gående eller kørestolsbrugere.

Vores parkeringsplads har store skilte, der oplyser om, at dette er et privat område og forbeholdt beboere og andre med ærinde til beboelsesområdet her. Desuden parkeres der langs vores hæk og så tæt på vores indkørsel og sti, at det tager udsynet – loven siger 10 meter.

Vær venlig at respektere vores privatliv, Kør inden for hastighedsgrænsen, parker bilen et andet sted og lad være med at bruge området til hundeluftning.

På vegne af beboerne i Præstemarken 5-37 og 63-77
Lena Nielsen, Hårlev

 

Skriv en kommentar