(Last Updated On: 3. august 2018)

Kære borgmester Anette Mortensen, Stevns Kommunes medarbejdere på Vej & Materielgården og alle jer gode borgere, der har reflekteret på mit læserbrev og facebookopslag i forrige uge,

Tak for jeres forståelse for min bekymring i forbindelse med vejudvidelsen i Strøby Egede og den potentielle indragelse af min indkørsel i den forbindelse.

På et møde i kommunen tidligere i dag (tirsdag den 24. juli) blev det skriftligt slået fast, at min indkørsel kun bliver berørt ved en mindre regulering, der allerede ligger på den offentlige vej, og at der kun sker en mindre terrænregulering i min indkørsel. Det er meget rart at vide.

Jeg håber, at både Stevns Kommune og jeg således er blevet klogere. Såfremt kommunen havde gjort sig den ulejlighed at kontakte mig, da jeg først rettede henvendelse i september sidste år, med samme detaljerede information som idag, ville jeg kunne have sparet mig en hel del bekymring – samt advokatudgifter.

Den store lokale opbakning til min sag fra kommunens borgere siger mig også, at der er mulighed for forbedring med hensyn til den generelle dialog med borgere omfattet af diverse projekter i kommunen. Må jeg i den forbindelse opfordre alle til at lade deres stemme høre. Det lader til, at der var det, der skulle til, for at jeg endelig kom i en konstruktiv dialog med kommunen. Tak for det.

Vejbyggeriet er nu i fuld sving og holder forhåbentlig planen. Det skal jeg nok holde øje med.

Hilsen
Christina Liaos
Stevnsvej 124
Strøby Egede

 

Skriv en kommentar