(Last Updated On: 16. november 2017)

Af: Anette Mortensen, på vegne af Venstre

Med en håndsrækning fra Venstre og ikke mindst god hjælp fra Movia bliver det fra 10. december lidt lettere for eleverne på Hellested Friskole at møde til tiden om morgenen og komme hjem fra skole om eftermiddagen.

Hellested Friskole har igennem en længere periode haft udfordringer med bustiderne på de kommunale busruter.

I den forbindelse besøgte Venstres Bjarne Nielsen friskolen for nylig for at spørge ind til problemstillingen. På mødet kunne skolens bestyrelsesformand oplyse, at i fem konkrete situationer passer køreplanen og skolens ringetider ikke overens.

I slutningen af forrige uge kunne Bjarne Nielsen så overbringe Hellested Friskole lidt gode nyheder – en morgenrute fra Hårlev fremrykkes, så den ankommer til Friskolen fem minutter tidligere, og eleverne kan møde til tiden. Om eftermiddagen køres der to eftermiddagsture til de elever, som bor ud mod Barup og Juellinge.

Det har været vigtigt for Venstre Stevns at finde en løsning, som også kan tilgodese Hellesteds børn, og med tre af de fem problemstillinger løst er vi nået et godt skridt i den rigtige retning.

Vi glæder os over, at ændringen er omkostningsneutral for Stevns Kommune og ikke forringer buskørslen for kommunes andre skoler.

På vegne af Venstre Stevns
Anette Mortensen
Borgmesterkandidat

 

Skriv en kommentar