(Last Updated On: 12. juli 2019)

Verdensarv: Mandag i sidste uge blev vinderprojektet for et nyt besøgscenter i Boesdal Kalkbrud afsløret. Et enigt bedømmelsesudvalg fra Fonden Stevns Klint Besøgscenter har valgt det projekt, som Praksis Arkitekter har udarbejdet.

– Ønsket har været at skabe et besøgscenter af meget høj arkitektonisk kvalitet, der skal danne rammen om en uforglemmelig oplevelse af klinten, og som skal fortælle historien om den globale katastrofe, som vores jordklode blev ramt af for 66 millioner år siden, sagde udvalgets formand, Per Røner forud for afsløringen af vinderen.

Mette Tony (tv) præsenterer det nye besøgscenter. Per Røner og Anette Mortensen har begge siddet med i bedømmelsesudvalget. (Foto: Rikke Michael Hansen)

3 x marathon

Med i bedømmelsesudvalget var også borgmester i Stevns Kommune, Anette Mortensen (V), der ligeledes fik ordet inden sløret blev løftet for vinderprojektet.

– Det er lidt ligesom at løbe tre maraton, lige efter hinanden. Det er hårdt arbejde, men på den gode måde, beskrev borgmesteren de seneste års arbejde med verdensarven.

Første maraton var arbejdet med ansøgningen, som blev godkendt af Unesco i 2014. Næste løb har været at skabe rammerne for verdensarv med udsendelse af fondsansøgninger, der gav resultat i efteråret 2018, hvor tre fonde reagerede positivt med midler til et besøgcenter. Nu er det tredje løb i gang, med opførelsen af et besøgscenter, sagde borgmesteren, der samtidig benyttede lejligheden til at rose sine politiske kollegaer i kommunalbestyrelsen for hele vejen igennem at arbejde i samme retning, når det handler om verdenarven.

Bygges ind i terræn

Ved afsløringen på rådhuset i Store Heddinge var Praksis Arkitekter mødt op for at præsentere deres tanker bag det nye besøgscenter.

– Selvom vi til daglig arbejder på kontoret i Troense på Fyn, har vi besøgt kalkbruddet i Boesdal mange gange. Og hver gang har det været helt naturligt at gå fra parkeringen hen over græsset og ud til kanten, der hvor man kigger ud over kalkbruddet, forklarede arkitekt og indehaver af firmaet, Mette Tony, da hun begrundede placeringen af det nye besøgscenter.

– Derfor er det også her, at den mest naturlige placering af et besøgscenter er – og samtidig har vi forsøgt at bevare området uberørt ved at bygge det ned i terrænet, forklarede hun videre.

Netop den diskrete placering, som bevarer store dele af kalkbruddet, som det fremstår i dag, blev generelt taget særdeles godt i mod af de mange, som havde valgt at kigge forbi til afsløringen i rådssalen mandag i sidste uge. Det gjaldt både borgere i nærområdet, turismeaktører, foreninger og politikere, som Stevnsbladet talte med umiddelbart efter afsløringen.

Formidling efter sommerferien

Også direktør for organisationen Verdensarv Stevns, Tove Damholt, var begejstret.

– Med denne placering ser man stadig alt det, man holder af. Jeg kan også godt lide, at man som besøgende stiger ned i fortællingen og i geologien, lød den umiddelbare reaktion fra direktøren for Verdensarv Stevns, Tove Damholt.

Verdensarv Stevns har siden udnævnelsen af Stevns Klint som Unesco Verdensarv i 2014 arbejdet med formidlingen. En formidling, som også skal indtænkes i det nye besøgscenter. Derfor er der også udskrevet en formidlingskonkurrence, og tre udenlandske firmaer arbejder i øjeblikket på hver deres bud på, hvordan verdensarven skal formidles. Tove Damholt sidder med i dette bedømmelsesudvalg, og hun kunne oplyse, at vinderen af formidlingsopgaven afsløres i september.

Der er i alt indløbet 80 millioner kroner i fondsmidler, som både skal dække byggeri og formidling. Dertil kommer 10 millioner kroner, som Stevns Kommune har afsat til byggemodning, etablering af parkering mm.

Første spadestik til det nye besøgscenter bliver i 2020, indvielsen bliver i 2021.

De øvrige tre firmaer, som havde budt ind på opgaven, var Henning Larsen Architects A/S, Dorte Mandrup A/S og entasis.
rmh

Læs også: Sådan kommer besøgscentret til at se ud.

Skriv en kommentar