(Last Updated On: 4. maj 2015)
VindmølleDer skal være mulighed for, at vindmøller kan indgå i den energipark, som Stevns Kommune arbejder på at få opført i området mellem Hårlev og Varpelev. 
Kommunalbestyrelsen besluttede på deres møde den 30. april, at der skal være mulighed for, at vindmøller kan indgå i den energipark, der kan komme til at ligge i området mellem Hårlev og Varpelev.
Det er for tidligt at udelukke vindmøller

Om vindmøller rent faktisk vil blive en del af energiparken, er der endnu ikke vished om, men borgmester Mogens Haugaard Nielsen vil ikke udelukke muligheden.

’Vi er stadig i gang med at undersøge, hvilke muligheder der er i en energipark, så der er bestemt ikke noget, der er endeligt besluttet, men jeg synes ikke, at vi skal udelukke vindmøller helt fra starten. Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at vi arbejder videre på at få etableret vedvarende energiløsninger, som jo er en del af vores klimahandleplan’, siger han.

Mulig støtte fra EU’s Horizon 2020

I september sidste år godkendte Kommunalbestyrelsen, at kommunen skulle arbejde videre med projektet, der går ud på at få oprettet en energipark i området mellem Hårlev og Varpelev, der kan forsyne gartneriet i Varpelev og Hårlev med vedvarende energi.

Siden er der blevet udarbejdet en analyse af de forskellige muligheder, der ligger i projektet. Analysen skal blandt andet danne grundlag for den ansøgning, som Stevns Kommune nu vil sende til EU’s Horizon 2020. Horizon 2020 støtter forskellige projekter inden for innovation, og et af deres fokusområder er støtte til projekter, der arbejder med vedvarende energiløsninger. (Kilde: pressemeddelelse Stevns Kommune)

Skriv en kommentar