(Last Updated On: 23. februar 2016)

Når Folkekirkens Nødhjælp på Stevns igen sender frivillige indsamlere på gaden ved den årlige Sogneindsamling den 13. marts, er der fokus på verdens fattigste kvinder. Mange af dem er lige nu på flugt

27msb p40a brød

(Pressefoto)

STEVNS: 80 procent af verdens næsten 60 millioner flygtninge er kvinder og børn. Når samfund bryder sammen, og kvinder og piger tvinges på flugt, er de meget sårbare. Familien og de netværk, som gav tryghed hjemme i lokalsamfundene, er brudt sammen. Familier er spredt, klaner brudt op, og kvinder uden familiens beskyttelse er i stor risiko for voldtægt og andre former for vold. Også i flygtningelejrenes relative sikkerhed er kvinder og piger sårbare.

Meld dig som indsamler
Sidste år blev der indsamlet 56.000 kroner i Stevns Kommune, og ambitionen er at gøre det endnu bedre i år.
– Der har aldrig været så mange flygtninge i verden som nu, og vi kan selvfølgelig ikke hjælpe dem alle. Men vi kan hjælpe nogle af dem. Så kom og vær med søndag den 13. marts. Vi kan altid bruge flere frivillige indsamlere, siger kommunekoordinator Jørgen Sandgaard.
Der mangler indsamlere i følgende byer: Holtug, Magleby, Klippinge, Hellested, Arnøje, Tårnby, Himlingøje, Vråby og Endeslev.
Hvis du har lyst til at bruge to til tre timer på at samle penge ind til verdens fattigste kvinder, kan du kontakte Jørgen Sandgaard på telefon 20280978 eller e-mail j.s.sandgaard@gmail.com.

 

Skriv en kommentar