(Last Updated On: 19. november 2018)

Bente Ansholms malerier er udstillet på Lægehuset.

Store Heddinge: Bente Ansholm er denne måneds kunstner på Lægehuset i Store Heddinge. Hun bidrager med 12 billeder malet i »akrylfarver i god kvalitet«, som hun selv udtrykker det. De optræder i fire grupper med hver tre billeder.

Det første, der møder øjet, når man træder ind i det kvadratiske venteområde, er tre aktuelle billeder med stærke efterårsfarver.

– Jeg er helt forelsket i efterårets farveeksplosion, erklærer Bente Ansholm, der selv bidrager til synsindtrykket ved at male træstammerne i skoven lilla og blå.

Hun har ladet farverne løbe nedad på billederne, så de trækker striber og giver associationer om rødder på træerne.

Mens efterårsbillederne er friske fra atelieret på den gamle løgfabrik i Varpelev, finder vi de tre andre grupper værker, som Bente Ansholm tidligere har udstillet. Det er et gensyn med cykelrytterne, der skynder sig af sted foruden to sæt billeder med klare indbyrdes forbindelser. Den ene kalder hun »Sten, himmel og hav« og den anden »Stevns Klint, som jeg ser den« – og lighedspunkterne er iøjnefaldende, selv om motiverne er forskellige.

Udstillingen kan ses måneden ud, og værkerne er til salg.

Skriv en kommentar