(Last Updated On: 4. august 2016)

STEVNS: Tirsdag aften blev 396 ryttere sendt afsted ved parkeringspladsen foran SuperBrugsen i Store Heddinge. Det er lidt færre end sidste år, men formand for Stevns Cykel Motion, Eva Hansen er rigtig godt tilfreds med både deltagerantallet og selve afviklingen.

Se billederne fra startområdet (Foto: Rikke Michael Hansen):

– Vi havde fantastisk vejr, og det gik rigtig godt. Det er klubbens største årlige arrangement, og vi har 40 frivillige som hjælper til, for at kunne afvikle løbet, siger Eva Hansen.

Den erfarne løbsleder fra cykelklubben, Bjarne Andersen, får i startområdet hjælp fra frivillige, der sælge startnumre, en speaker, der – med hjælp fra et par lydfolk – holder løberne orienteret, kaffe- og kagesælgere samt frivillige, der sender rytterne afsted i hold på de rigtige tidspunkter. Ude på ruten er der bemanding i langt de fleste store sving, og flere er uddannet »Trafik Officials«. Også depoterne er bemandet med frivillige, som sørger for mad og drikke til rytterne.

Der var 141 ryttere, som deltog på den lange 75 km. rute, 161 havde valgt at køre 50 km. ruten, mens 94 gennemførte 22 km. ruten. Rytterne på de to lange ruter blev sendt afsted i hold á 50 ryttere, mens deltagerne på familieruten kørte afsted i samlet flok.

Der skete to uheld undervejs i løbet. Det ene uheld hidrørte en cyklist, som punkterede på forhjulet og rutschede ind i en anden rytter, der måtte køres på skadestuen med ambulance med knubs på kraveben og ribben. Det andet var mindre alvorligt, idet en rytter havde fået en skramme på benet, som kunne klares med en forbinding.
rmh

Skriv en kommentar