(Last Updated On: 12. juni 2017)

Mens vi sad til budgetseminar i fredags, landede en mail med et par oplysninger i kommunalbestyrelsens indbakke fra regionsrådsformanden.

Det første var, at man i regionsrådet skal tage stilling til et forslag om, at Østbanen skal føres videre til Roskilde. I første omgang steg mit humør med et par grader, da vi i Radikale Venstre hele tiden har ment, at en videreførsel til Roskilde ville kunne tilføre kommunen noget nyt og åbne for andre muligheder i forhold til bevægelse af arbejdskraft, studerende og turister ind-ud af kommunen frem for kun at se mod København. En videreførsel til Roskilde har hele tiden været en prioritet for os.

Humøret faldt hurtigt igen, og jeg fik flashback til sagen med takststigningerne, da der i samme mail stod, at forslaget går på, at det skal være på bekostning af kvartersdrift fra Hårlev, efterfulgt af et vagt udsagn om, at der måske engang i fremtiden kan komme kvartersdrift igen.

Den køber jeg ikke, og jeg sætter pris på, at Steen S. Hansen (S) med det samme tog initiativ til at få sagen på dagsorden i Plan- og Teknikudvalget allerede den 13. juni og efterfølgende Økonomiudvalget samt næste kommunalbestyrelsemøde, så vi kan få klarhed over sagen og se på vore handlemuligheder.

De fire afgange i timen fra Hårlev er vigtig for byen og dens store opland. Mange kører til Hårlev og parkerer bilen for at forsætte i toget, hvor man kan nå til København på under en time. Det burde være muligt at beholde den uden at forringe forholdene for de to ben til Rødvig og Fakse Ladeplads.

Line Krogh Lay
Gruppeformand
Radikale Venstre Stevns

 

Skriv en kommentar