(Last Updated On: 17. februar 2014)

Politiskilt-SPOTSTORE HEDDINGE/BJÆVERSKOV: Klokken 01.27 natten til mandag den 17. februar modtog politiet en alarm om indbrud på en tankstation beliggende på Ringstedvej i Bjæverskov ved Køge. Ved at smadre et vindue havde gerningsmændene skaffet sig adgang til Statoil, hvorefter de havde stjålet dåseøl fra forretningen.
Politiet valgte at sende en hundepatrulje til stedet. Ved ankomst begyndte hundene at søge efter spor efter indbrudstyvene, og de fulgte sporet til et nærliggende indkøbscenter, hvor fem personer havde taget ophold. Samtidigt var en anden patrulje ankommet til forretningen, hvor de sammen med tankstationens ejer gennemgik overvågningsbilleder fra butikkens overvågningskamera.
Ved at sammenligne overvågningsbillederne med de fem personer ved butikscenteret, kunne betjentene konstatere, at flere af personerne var identiske med dem, der havde begået indbruddet.
Tre af personerne blev anholdt og sigtet for indbrud, heriblandt en 16-årig dreng fra Store-Heddinge. De to øvrige tiltalte var en 15-årig dreng fra Køge og en 16-årig pige fra Køge. Efter endt afhøring blev de tre anholdte løsladt.

Skriv en kommentar