(Last Updated On: 4. april 2017)

Vera og Bella, der samler ind med farmor Alice Larsen i Rødvig. Her er det farfar, Stig Larsen, der kommer i bøtten. (Privatfoto)

Forsidebilledet: Stine Kjøng Seidenfaden med Marcus og Silas som samlede ind i Højerup – på cykel. (Privatfoto)

Stevns: 110 indsamlere var på gaden i søndags for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Tilsammen fik de indsamlet 160.290 kroner. Det er mindre end sidste år, hvor der blev indsamlet 178.566 kr.

Det største beløb, der var på 4.380 kroner, blev samlet ind på en rute i Boestofte og Gevnø. I Hårlev havde en indsamler fået 3.366 kroner i indsamlingsbøtten. Derudover var der 12 indsamlere, som havde mere end 2.000 kroner i bøtten.

– Det gik jo superflot, selv om vi ikke fik dækket alle ruter. Vi havde også en del frafald på grund af sygdom og andet. Vi fik dækket 106 ruter, og en del indsamlere tog halvanden eller to ruter. Men det er 20 færre end i 2016, hvilket også ses på resultatet, siger indsamlingsleder på Stevns, Anny Borch.

– Vi siger tusind tak til indsamlerne, og specielt en stor tak til stevnsboerne for at støtte så flot, og en stor tak til Sydbank for igen at tælle for os. Vi er meget glade for resultatet og stolte over, at folk støtter så flot op om indsamlingen, siger Anny Borch.

Hvis man ikke fik besøg eller ikke var hjemme kan man stadig støtte, enten via MobilePay på telefonnummer 53190709, som virker hele ugen. Herefter kan der indbetales via MobilePay på 3333. Det er også muligt at bidrage via en sms til 1422: Skriv KB50 og der betales 50 kroner, skriv KB100 og der betales 100 kroner, skriv KB150 og der betales 150 kroner.

Endelig er det muligt at overføre via netbank til kontonummer 4183 12090188 eller man kan betale via indsamling.dk med dankort eller andet betalingskort.

På landsplan blev der indsamlet 34,1 millioner kroner ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling.
rmh

 

Skriv en kommentar