(Last Updated On: 3. juli 2017)

Den 21. november er der kommunalvalg. Der skal vælges ny kommunalbestyrelse, som de næste fire år skal bestemme, hvad borgerne får for deres skattepenge.

Derfor har Stevnsbladet lavet en serie, hvor vi undersøger, hvad vi får for pengene, og hvor vi præsenterer en række af de medarbejdere, der servicerer borgerne på Stevns.

Kommunen er ikke kun et rådhus og en besked på e-boks. Den er et ansigt, en person, et menneske, som kan et fag, der gavner os.

I uge 26 besøgte vi et af kommunens biblioteker.

Kommunen er også Elisabeth

Der findes et ikonisk foto fra 2. verdenskrig, som viser et udbombet bibliotek i London, Holland House Library. Der særlige er, at der er folk, som leder efter bøger på reolerne, selvom de står i ruiner, og taget er blæst væk.

Det fortæller noget om vores trang til viden, den gode fortælling, historien. Den kan vi finde på biblioteket, som i Danmark har eksisteret siden Københavns Universitetsbibliotek blev grundlagt i 1482.

Biblioteket er en videns- og kulturinstitution.

Godt 500 år senere, i 1989, blev Elisabeth Hjorth Hansen uddannet fra Danmarks Biblioteksskole. Arbejdet som bibliotekar bragte hende til vikariater i Jylland og på Sjælland. En overgang var hun ansat i Karup og betjente flyvestationen, hvor hun husker, at udlånshittet var håndbøger om reparation af al mulig teknik.
– Biblioteket har udviklet sig til en videns- og kulturinstitution, kommer det retrospektivt fra Elisabeth, som uddyber:
– I dag er der åbne biblioteker med selvbetjening, der er kombibiblioteker, hvor også skole- og folkebiblioteker er fælles, der er eReolen.

Der er sket meget, siden man hviskende spurgte bibliotekaren om hjælp, men hjælp kan man stadig få af Stevns’ bibliotekarer. Bibliotekarer opfattes generelt som søde og hjælpsomme mennesker. Det er Elisabeth et bevis på, og hun er langt fra en bogkustode.
– Vi vejleder borgerne i valg af litteratur, men hjælper også med at finde materialer, til f.eks. eksamensopgaver. Vi er meget mere allround end tidligere.

Ny digital service på vej

Der er også nok af opgaver. Selv om folk behandler bibliotekerne hensynsfuldt, er der en større oprydning efter en aktiv weekend. Der afholdes it-kurser, arrangementer med forfattere, der er legestuen, som et mødested, for f.eks. dagplejere, der er læseklubber, udstillinger osv.

Elisabeth fortæller, at der planlægges at lave en såkaldt “digitalhylde”, en skærm, hvor der skal vises bøger visuelt, og hvor man selv kan søge efter anmeldelser, reservere bøger m.m..

Det kan f.eks. være temaer, genrer eller nye bøger.

Bibliotekaren i Strøby Egede har ikke noget bombastisk bud på, hvilken type bøger der topper udlånet. Men krimier og spændingsbøger ligger højt på det skønlitterære barometer. Men også faglitteratur og håndbøger, kogebøger og rejselitteratur er populært.
– Om foråret er der søgning efter havebøger, og om efteråret er der stor interesse for de nye bøger, der udkommer op til Bogforum, siger Elisabeth, der desuden oplyser, at bøgerne primært indkøbes efter brugerønsker, anmeldelser og så lektørudtalelser, som er en materialevurdering fra Dansk Bibliotekscenter.

Der er brug for »bogvenner«

Stevns Kommune har biblioteker i Hårlev, Store Heddinge og Strøby Egede. Men hvis man er ældre eller handicappet og ikke selv har mulighed for at hente materialer på biblioteket, kan bøgerne blive bragt hjem.

– “Bogen kommer” er et nystartet projekt mellem Stevns Bibliotekerne og Sundhed & Omsorg, fortæller Elisabeth og uddyber:
– Det går ud på at betjene kommunens plejecentre i samarbejde med deres personale.

Der arbejdes endvidere på, at biblioteket kommer ud på ældres mødesteder, hvor Elisabeth og hendes kolleger vil prøve at finde borgere, der kunne tænke sig at være “bogven” med en bekendt, der ikke selv er i stand til at komme på biblioteket.

Biblioteket er et slags Paradis

Hvad laver en bibliotekar i fritiden? Op i sofaen med tæppe og en god bog? Nej, ikke Elisabeth. Hun motionsløber, fire gange om ugen. Og det er uden lydbøger eller H.C. Andersens eventyr om kunstige nattergale, det er den ægte vare.
– Det er en god måde at følge naturens gang, siger hun, der også har praktisk historie som fritidsinteresse.

Økomuseer er natur- og kulturhistoriske aktiviteter og samlinger, der er i deres oprindelige omgivelser. Sådan et findes på Samsø, hvor Elisabeth er fra. Og flere steder i Sverige, hvor hun er kommet siden barndommen. Det er konkrete historieoplevelser, væk fra biblioteksstøvet, ud af bogen. Interessen for tidligere tider kunne have gjort Elisabeth til arkæolog. Nu blev det til den ekspert, vi andre har brug for, når vi med Oehlenschlägers ord “higer og søger i gamle bøger”.

“Jeg har altid forestillet mig Paradis som en form for bibliotek,” sagde forfatteren Jorge Luis Borges. Elisabeth og hendes kolleger sørger dagligt for, at der er tre sådanne i vores lokalsamfund.

sky

Fakta om Stevnsbibliotekerne

Bøger og udlånsmaterialer, arrangementer m.v.: 2.011.000 kr.
Bygningsdrift: 736.000 kr.
Personale inkl. ledelse, 14 ansatte: 6.212.000 kr.
Udgifter til biblioteksvæsen ialt i 2017: 8.959.000 kr.
Antal bøger (ikke musik, DVD etc.) ca. 80.000 titler.
Kilde: Stevns Kommune

Tidligere artikler i serien:

Skriv en kommentar