(Last Updated On: 4. juni 2014)

Politi-patruljevogn
KØGE BUGT MOTORVEJEN/STORE HEDDINGE: Politiet modtog tirsdag eftermiddag den 3. juni klokken 16.11 en anmeldelse om et færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen lige syd for afkørsel 29. Her havde en personbil påkørt et autoværn i det sydgående spor, og to personer var flygtet til fods fra bilen mod vest ind i et industriområde.
Politiet kørte dels til uheldsstedet, hvor en forladt bil holdt på skrå med den ene side oppe på et autoværn, og desuden til industriområdet, hvor politiet med hjælp fra vidner i området kunne anholde en 31-årig mand og en 22-årig kvinde fra Store-Heddinge, der forsøgte at gemme sig i noget højt græs på Snedkergangen i Karlslunde.
Manden havde en bilnøgle, der passede til den forulykkede bil, på sig og forsøgte at skille sig af med cirka 10 gram hash, da politiet kom. Ingen af dem var kommet til skade, og den 31-årige fik efterfølgende udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.
Han blev i forbindelse med afhøring til sagen sigtet for at have været fører af bilen, som han ikke måtte køre, fordi han var frakendt kørekortet. Nummerpladerne på den forulykkede bil viste sig at være stjålet i København i april måned, så bilen var hverken registreret eller forsikret. Den 31-årige blev derfor sigtet for forskellige overtrædelser af færdselsloven, lov om euforiserende stoffer på grund af hash-besiddelsen samt tyveri af nummerpladerne i København.
Begge blev løsladt efter afhøringerne, hvor kvinden ikke blev sigtet for noget. Der skete kun mindre skader på bilen og autoværnet ved uheldet, og ingen andre trafikanter var involveret.

Skriv en kommentar