(Last Updated On: 20. april 2021)

Flygtede fra politiet og indgav falsk anmeldelse for at aflede

Rødvig: En 25-årig mand fra Karlslunde fremstilles i dag over middag i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde i en sag om vold i nære relationer.

Manden blev anholdt natten til tirsdag den 20. april kl. 00.14 på Sydsjælland, mistænkt for kort forinden at have forøvet vold mod sin tidligere kæreste på en adresse i Rødvig. Ekskæresten er en 26-årig kvinde fra Faxe.

Herefter tog han nøglerne til kvindens bil og kørte fra stedet i retning mod Faxe.

Sagen blev anmeldt til politiet, som kørte efter den 25-årige, der dog ikke ville standse for patruljerne. I stedet anmeldte han via et opkald til 112, at der var blevet skudt på en adresse i Faxe Ladeplads, så flere patruljer i stedet satte kursen mod det påståede skyderi.

Politiet blev først senere klar over, at anmeldelse kom fra den 25-årige, og at det blot var en afledningsmanøvre.

Undervejs overtrådte den 25-årige flere færdselsregler i flugten fra politiet, hvor han blandt andet kørte alt for stærkt og højre om helleanlæg. Politiet lagde stopsticks ud på vejen, som fik standset den 25-åriges farlige kørsel i krydset Rønnedevej/Stavnstrupvej i Tappernøje. Han påkørte i forbindelse med standsningen to patruljebiler, som fik mindre skader. Ingen personer kom noget til ved episoden.

Den 25-årige havde intet kørekort og var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev anholdt og sigtet for vold, brugstyveri, falsk anmeldelse, og kørsel uden førerret i narkopåvirket tilstand og fik udtaget en blodprøve.

Manden var desuden eftersøgt at politiet, da han var udeblevet fra afsoning i en tidligere sag om vold. Den anholdte var prøveløsladt i en vold og har flere tidligere sager om vold mod blandt andet den 26-årige kvinde. Den 25-årige er ved gårsdagens episode sigtet for at have slået kvinden i ansigtet og taget kvælertag på hende.

Skriv en kommentar